delse; forhen var næsten alt hedensk paa dette Sted: de, som nu nyde Hjelp af alt dette, ville nok kunne hugse, at Eystein har været Konge i Norge. Paa Throndenes lod jeg opføre en Kirke og skjenkede Gods til den: ogsaa der vil man nok erindre, at Eystein har været Konge i Norge. Over Dovrefjeld var megen Færsel til Throndhjem: tør paa Fjeldet laa Folk ofte ude og døjede ondt; men jeg lod opføre et Sælehuus og skjenkede Gods dertil: de Rejsende, som nu nyde godt deraf, ville nok ogsaa mindes Kong Eystein. Ved Agdenes var der en farlig Kyst og ingen Havn, saa at Skibe ofte forliste: der har jeg nu ladet indrette en Havn, hvor det er et ypperligt Leje for alle Skibe, hvad enten de sejle nord eller syd langs Kysten; jeg lod ligeledes hygge en Kirke der, og oprejste Veter (Sømerker) paa de høje Fjelde: fremdeles byggede jeg Taarnet i Senholmssund: alt dette tjener nu til gode for Fiskere og Kjøbmænd, der fore Landets Frembringelser fra Sted til andet, og de, som nyde godt deraf, mindes mig nok. Jeg lod bygge Hallen i Bergen og Apostelkirken, samt en Trappegang mellem dem: de Konger, der komme efter os, ville mindes det med Taknemlighed. Jeg lod opføre Michaelskirken paa Nordnes, og grundlagde et Kloster der; jeg ordnede Lovene, saa at enhver kunde nyde Ret og Skjel af den anden: overholdes de, da gaar det bedre med Landsstyrelsen. Jemtelands Indbyggere har jeg faaet til at underkaste sig dette Rige, mere ved blide Ord og forstandige Underhandlinger, end ved Voldsomhed. Alt dette er maaskee Smaating, men jeg tror ikke det tjener Land og Folk mindre til gode, eller er mig mindre til Sjælehjelp, end det er dig, at du slog Blaamænd ned for den Onde, og befordrede dem saaledes i Hu og Hast til Helvede. Og naar du roser dig af at du besøgte Christi Grav o. s. v., som gode og fortjenstfulde Handlinger, da tror jeg det ikke skal veje mindre i Vegtskaalen at jeg lod indstifte et Kloster og byggede Kirken dertil. Og hvad angaar den Knude, du knyttede mig, da forekommer det mig som om jeg kunde have bundet dig den Knude, at du aldrig var bleven Konge i Norge, da du kom tilbage fra dit Tog, og kun med et eneste Skib sejlede hid til Landet. Lad nu de forstandige Mænd bedømme, hvad Fortrin du har for mig, og det skulle I vide, I Guldhalse, at der endnu er Folk i Norge, som tør holde sig jevngode med eder“! Dermed ophørte Samtalen, men begge Konger vare vrede[1].
Ved en anden Lejlighed, da begge Konger vare sammen, og Sigurd var kommen i sit Sæde, medens Eystein endnu væntedes, sagde dennes
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 26, Snorre Cap. 24, Morkinskinna fol. 30. a. Denne sidste meddeler Samtalen kortere, men i det hele taget med et mere alderdomsmæssigt Præg. Begge Fremstillinger ere her ovenfor benyttede. Om de Arbejder, Eystein paaberaabte sig, se ovf. S. 596—611.
