Dronning, Ingebjørg Guthormsdatter, til Sigurd: „de mange og store Bedrifter, som I, Herre, har udført udenlands, ville længe mindes!“ Sigurd svarede i et Vers, at han i sin Ungdom plejede at ile med hvidt Skjold til og med rødt Skjold fra Kamptumlen, og at han i Blaaland havde hugget et Hug, som det nu stod til hendes Mand at efterligne. Hvad hun ytrede til dette selvgode og næsten fornærmelige Svar paa bedes velmeente Kompliment, siges ikke: men man seer ogsaa heraf, hvorledes Skinsyge paa Eystein altid optog Sigurds Sind, men derimod neppe gjengjeldtes af Eystein og dennes Nærmeste[1]. Egentlige Trætter eller Ubehageligheder forefaldt dog ikke, som det synes, oftere mellem Kongerne, og det varede heller ikke saa længe, førend Sigurd befriedes fra den Bekymring, at have en mere populær Medkonge ved sin Side, da Eystein, 6 Aar efter Kong Eysteins Død, under sit Ophold paa Gaarden Huusstad ved Stim yderst i Raumsdalen faldt i en heftig Sygdom, der i kort Tid gjorde Ende paa hans Liv (29de August 1122). Han var da i sine bedste Aar, kun 33 Aar gammel, og Sorgen over hans Død var derfor saa meget større, som man i desto længere Tid havde kunnet vænte at nyde godt af hans sjeldne Regent-Egenskaber. Hans Lig blev begravet ved Christkirken i Nidaros, og ved ingen Mands Grav, siger Sagaen, stode saa mange bedrøvede Mænd i Norge siden Kong Magnus den godes Død, som ved hans. Han efterlod kun en Datter, Maria, der siden blev gift med in vis Gudrød Skafhøggssøn, om hvilken man for Resten intet synderligt veed, men som dog vel maa have været en anseet Mand, sandsynligviis Lendermand[2].
Om Eysteins Fortjenester af Landets indre Anliggender, og de mange
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 40, Morkinskinna fol. 30. b.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 40, Snorre Cap. 26, Morkinskinna fol. 30. b., Fagrskinna Cap. 249. Denne sidste angiver Eysteins Dødsaar til 7 Vintre senere end Olafs; de øvrige til ser, hvilket vel og er det rette, da hans Død ellers maatte være indtruffen 1123, det samme Aar, hvori Sigurd gjorde sit Tog til Smaaland, hvilket dog Sagaerne aabenbart omtale som foretaget efter at Sigurd var bleven Enekonge. Annalerne nævne 1122. Ogsaa Dødsdagen angives forskjelligt. Snorre nævner 29de August; ligesaa det islandske Kalendarium i Finn Jonssøns Kirkehistorie, hvilket derimod nævner 21de August som Kong Eystein Haraldssøns, eller den helliges, Dødsdag. Et andet, gammelt Kalendarium giver derimod Kong Eystein Magnussøn den 21de, og Kong Eystein Haraldssøn den 29de August til Dødsdag. Vi have her fulgt Snorres Auktoritet, der vel maa ansees som den paalideligste. Gudrød Skafhøggssøn, der blev gift med Eysteins Datter, faldt i Slaget ved Oslo, hvor han stod paa Kong Inges Parti, som det nedenfor vil sees; alene den Omstændighed, at han nævnes, viser at han maa have været en anseet Mand. Hans Søn Olaf blev siden tagen til Konge af et Parti paa Oplandene, og døde i Danmark.
