Ask[1], en af de mægtigste Lendermænd, og saare voldsom i sin Færd. Det var ham, som havde lagt sit Skib i Thords Plads. Thord lod uden videre Omstændigheder det fremmede Skib hale til Side, og lagde sit i Stedet. De Tilstedeværende ymtede vel om, at det nok turde blive ham en farlig Sag at flytte Ingemars Skib bort, men han lod som om han ej hørte det. Siden, da han lossede sit Skib, savnede han Stavntjeldet. Han gik strax over paa Ingemars Skib, der var det nærmeste, og søgte efter det: her fandt han det ogsaa: en Dreng havde taget det, viklet det sammen, og lagt det under sig. Efter Lovens Medfør lod han nu den paa frisk Gjerning grebne Tyv binde og bringe hjem i sin Gaard, hvor han indtil videre holdt ham i Forvaring, for siden at bringe ham til Thinget og lade ham dømme til Galgen. Alt Godset fra Skibet lod han ogsaa skaffe op i Gaarden. Saa snart Ingemar erfoor dette, gik han strax med nogle Mænd til Thords Gaard, og forlangte Drengen udleveret. Thord sagde at det var uforsvarligt at lade en udømt Tyv gaa løs i Byen. Ingemar meente at en usel „Talglænder“ som Thord dog ej skulde kunne understaa sig at lade hans Mænd dømme til Døde, og lovede snart at komme saa mandsterk tilbage, at Thord nok skulde give Manden fri, og oven i Kjøbet selv faa en Ulykke. „Jeg vilde ogsaa“, sagde han, „hede Lendermand for intet, hvis jeg ikke skulde kunne faa Bugt med en forløben Islænding“. Thord ændsede ikke hans Trusler. Ingemar gik vred bort, men Thord sendte imidlertid efter Aasas Raad Bud til Vidkunn Jonssøn om Hjelp. Vidkunn kom strax med en stor Skare, og begav sig op i Loftet eller det øvre Stokverk, for her at være rede til at modtage Ingemar, naar han kom tilbage. Det varede heller ikke længe, førend Ingemar atter viste sig, betydeligt mandsterk, og fordrede Tyven udleveret. Men nu tog Vidkunn selv Ordet, og svarede, at Thord havde handlet efter Lovens Bud; at man endog kunde have draget ham til Ansvar, om han havde ladet den i Gjerningen grebne Tyv slippe løs, og at denne nu skulde faa sin Dom efter Loven. Ingemar, som ej havde Folk nok til strax at kunne binde an med Vidkunn, gik atter bort for at hente flere, idet han
- ↑ Ingemar var sandsynligviis fra Ask, en stor Gaard paa Ringerike nær ved Tyristranden. I det mindste var han enten fra Oplandene eller Viken, da vi deels see ham vende tilbage til Viken, og derfra drage til Danmark, deels senere gjenfinde ham som en af de Lendermænd, der i Slaget paa Fyrileif, hvor han faldt, havde sluttet sig til Harald Gille, enten paa Oplandene eller i Viken. Egentlig skulde man snarest antage, at han boede i selve Viken, men da neppe nogen Gaard af Navnet Ask der lader sig paavise, bliver det sandsynligt at gjette paa en Viken saa nær liggende Gaard, som muligt; altsaa snarere Ask paa Ringerike, end Aske i Nes paa Hedemarken. Saa vel Ringerike, som Hedemarken tilhørte for Resten sandsynligviis den Deel af Oplandene, der ved den nye Deling tilfaldt Eystein.
