Ingemar lod det ej blive derved; han sejlede øster til Viken, dræbte der en kongelig Aarmand[1], og begav sig derpaa til Danmark, hvor han en Tidlang opholdt sig. Islændingen Thord, der var den uskyldige Aarsag til det hele, blev seen gift med Aasa[2].
Om Eysteins elskværdige Charakteer og deeltagende Ømhed for sine Venner vidner følgende Fortælling, som vi her ligeledes meddele, for at samle alt, der paa nogen Maade kan bidrage til at fuldkommengjøre Totalbilledet af denne blandt Norges Konger saa udmerkede Personlighed, om hvilken, saavel som om hans indgribende og betydningsfulde Virksomhed, vi desværre kun vide alt for lidet, og derfor med desto større Omhyggelighed maa benytte og sammenstille, hvad der findes. Der opholdt sig ved hans Hof en højbyrdig og forstandig Islænding, ved Navn Ivar Ingemundssøn, hvem han holdt meget af. Ivar var ulykkelig i Kjærlighed. Han elskede en Pige paa Island, ved Navn Oddny Jonsdatter, der maaskee ogsaa vilde være bleven hans Hustru, hvis ikke hans egen Broders Ondskab havde hindret det. Denne Broder, ved Navn Thorfinn, der ogsaa en Stund havde opholdt lig i Norge, og nydt godt af sin Broders Anseelse, misundte ham dette Fortrin, og vendte efter kort Tid tilbage til Island. Ved hans Afrejse bad Ivar ham hilse Oddny, at han agtede at bejle til hende, og at hun ej maatte egte nogen anden. Thorfinn lovede det, men efter Hjemkomsten til Island fremførte han ingen Hilsen fra Ivar, og bejlede tvertimod til Oddny paa egen Haand, fik hendes Ja, og egtede hende. Da Ivar kort efter selv kom til Island for at faa hendes Haand, fandt han hende allerede gift med Thorfinn. Opholdet paa Island blev ham nu utaaleligt, og han vendte strax efter tilbage til Norge, hvor han fremdeles opholdt sig ved Kong Eysteins Hof og ned megen Anseelse. Eystein merkede snart, at han var taus og tungsindig, og spurgte bane i Eenrum med megen Deeltagelse om Aarsagen dertil. „Under dit forrige Ophold hos os“, sagde han, „havde vi altid saa megen Morskab af din Tale; nu er det anderledes: jeg vil ikke bebrejde dig derfor, da jeg er vis paa at du ej giver mig Skylden, dertil er du alt for fornuftig; men Aarsagen ønsker jeg dog at vide“. „Den rette Aarsag, Herre, har jeg ondt for at sige“, svarede Ivar. „Saa faar jeg gjette mig frem“, sagde Kongen; „er der en og anden her, som du ej kan lide.’“ „Nej, Herre“, svarede Ivar. „Tykkes det dig da“, vedblev Kongen, „som om du ej nyder saa megen Ære af mig,
