som du kunde ønske?“ „Heller ikke det“, var Ivars Svar. „Har du maaskee Lyst til at besøge andre Høvdinger“, spurgte Kongen. „Nej langt fra“, sagde Ivar. „Da bliver det vanskeligt at gjette, hvad det kan være“, sagde Kongen; „skulde det da maaskee være en eller anden Kvinde her eller i andre Lande, som du elsker’.’“ Ivar kunde ikke negte det. „Lad ikke det bekymre dig“, sagde Kongen, „hvis den Kvinde er paa Island, saa drag derhen til Vaaren; jeg skal give dig baade Penge og Udmerkelser, saa vel som Brev og Indsegl til dem, der raade for hendes Haand; og jeg tænker neppe, der findes nogen, som ikke føjer sig efter min venlige Anmodning, eller frygter mine Trusler“. „Det lader sig dog ikke gjøre“, svarede Ivar. „Hvad“, sagde Kongen, „skulde det ikke lade sig gjøre? maaskee er hun da gift med en anden, men ogsaa i dette Tilfælde tænker jeg nok, at jeg skal kunne skaffe dig hende til Egte, naar jeg endelig vil“. „Ak nej“, sagde Ivar, „det er min egen Broder, som er gift med hende“. „Det er en anden Sag“, svarede Kongen; „saa er det umuligt. Dog har jeg et godt Raad. Strax efter Juul drager jeg om paa Vejtsler: da skal du være med, og vil da faa see mange yndige Kvinder, blandt hvilke du kan vælge dig hvem du vil, naar hun kun ej er af kongelig Æt“. „Ak Herre“, svarede Ivar, „min Sorg bliver netop vakt paany og min Smerte bliver desto større, naar jeg seer fagre Kvinder, thi da mindes jeg aller meest om hende, jeg elsker og ej kan faa“. „Saa skal jeg give dig Ejendomme og Besiddelser at styre: det vil adsprede dit Sind“, sagde Kongen. Dog heller ikke dette behagede Ivar, lige saa lidt som Kongens Tilbud, at give ham Penge til at drage i Kjøbferd. „Da bliver det vanskeligt at finde paa Raad“, sagde Kongen, „thi jeg har nu forsøgt alt hvad jeg kunde. Nei er der blot eet tilbage, hvilket dog synes ubetydeligt i Sammenligning med hvad jeg for har foreslaaet, men som vi dog altid kunne forsøge: kom til mig hver Dag, naar Bordene ere fremme, og jeg ikke sidder ved vigtige Forretninger; da skal jeg tale med dig om denne Kvinde, saa meget som du vil, og give mig god Tid dertil; ofte lettes Sorgen ved at tale om dens Gjenstand; heller ikke skal du nogensinde ved slig Lejlighed gaa fra mig uden at have faaet en Gave“. Dette Tilbud modtog Ivar med stor Taknemmelighed. Saa ofte Kongen ikke optoges af vigtige Forretninger, samtalede han med Ivar om hans Kjærlighed, og bragte det snart dertil, at han var lige saa glad og munter, som for. Ivar forblev ved Eysteins Hof, og det lader til, at han ogsaa har tilbragt sine øvrige Dage i Norge, da der hist og her anføres Vers af et Kvad, som han digtede om Begivenhederne efter Eysteins og Sigurds Død[1].
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 19, Morkinskinna fol. 26. b. Det Kvad af Ivar Ingemundssøn, hvoraf der i det følgende anføres Brudstykker, er den saakaldte Sigurds-Baalk, hvilken han digtede om den bekjendte Sigurd Slembe-
