arve mine Klæder: frygt ikke, thi du gjør dette tvungen, og den som tvinger dig dertil, har større Synd end du“. Med disse Ord tog han Kjortlen af sig, og gav Livulf den. Derpaa bad han om Tilladelse til at gjøre sin sidste Bøn, og da den var ham given, kastede han sig ned paa Jorden, bad Gud modtage hans Sjæl, og anraabte om Naade ej alene for sig og sine Venner, men ogsaa for sine Fiender og Banemænd. Nu bad han Livulf stille sig foran ham og dræbe ham ved et Hug i Hovedet. „Det passer sig ikke“, sagde han, „at halshugge Høvdinger ligesom Tyve. Vær kun sterk og græd ej, thi jeg bad til Gud om at han vil hjelpe dig“. Han korsede sig, og bøjede sig for at modtage Dødshugget. Livulf hug et vældigt Øxehug i hans Hoved, uden dog strax at dræbe ham derved; paa Haakons Befaling maatte han hugge endnu et Hug i samme Saar, og da opgav Jarlen Aanden (16 April 1115). Haakon Jarls Forbitrelse mod ham var saa stor, at han endog forbød at begrave ham ved en Kirke, men lod ham nedgrave der paa Stedet, hvor han var bleven aflivet[1]. Uden Hensyn til, hvad der var skeet begav han sig derpaa til Papule til det Gjestebud, som Magnus’s Moder, Thora, havde beredt, og hvor hun væntede at see sin Søn og hans Medbejler komme fuldkommen forligte tilbage fra Modet. Thora modtog ham godt, som om ingen Ting var forefaldt, bevertede ham raa det bedste, og gik selv omkring for at see ham og hans Mænd til Gode. Men da Drikken begyndte at stige ham til Hovedet, traadte hun med eet frem for ham og sagde: „nu er du, Herre, kommen ene hid, hvor jeg væntede eder begge. Hvis du nu vil glæde mig, saa at Gud og Mennesker kunne være Vidne dertil, da vær mig nu i Søns Sted, ligesom jeg skal være dig i Moders Sted. Nu trænger jeg højlig til din Miskund, saa at du nemlig tillader mig at lade min Søns Lig fore til Kirke. Opfyld nu denne min Ben, saa sandt du vil at Gud skal høre din Bøn paa Dommens Dag!“ Jarlen taug, og betænkte sig en Stund; omsider kunde han dog ikke modstaa hendes Graad og ydmyge Bøn, men vendte sig mod hende, og sagde med Taarer i Øjnene: „begrav din Søn, hvor du selv vil!“ Hans Lig blev da ved Thoras Foranstaltning optaget og begravet i den af Thorfinn Jarl opførte Christkirke i Birgsaa. Haakon Jarls Ædelmod gik dog ikke videre end til denne Tilladelse. Han underkastede sig alle Magnus’s Besiddelser paa Øerne, lod alle dennes forrige Undersaatter sværge ham Troskabsed, og betyngede hans ivrigste Tilhængere, af hvem han selv tidligere havde mødt
- ↑ Maaskee dog dette, som det strax nedenfor antydes, kun kom af Haakons Frygt for at Magnus skulde blive anseet for en Helgen, og saaledes efter sin Død volde ham Skade. Men det kan vel og hænde, at Magnus og hans Mænd i deres Ferd mod Haakon havde viist sig mere nærgaaende og fornærmelige, end den partiske Saga vil tilstaa.
