Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/700

Denne siden er korrekturlest
682
Sigurd Magnussøn.


Det varede ikke længe, førend begge de unge Jarler vare i fuldt Uvenskab med hinanden, som man havde forudseet, og Øernes hele Aristokrati splittedes i to Partier, Paals og Haralds. Denne fandt til sidst Opholdet paa Øerne mindre behageligt, og begav sig til Skotland, hvor han i lang Tid opholdt sig deels paa Katanes, hvilket den skotske Konge Alexander, Mælkolms Søn, havde givet ham Men„ deels hos sine mange Frænder og Venner oppe i Skotland, hvis Indflydelse han rimeligviis havde denne Forlening at takke[1]. Hos Harald havde nu saa vel hans Moder som Frakark fast Tilhold, og beherskede ham ganske. Til Harald sluttede sig liden ogsaa en talentfuld Æventyrer, der senere hen i Tiden spillede en kortvarig, men fremragende, Rolle i Norges Historie, den ovenfor omtalte Sigurd, kaldet Slembe eller Slembedjakn. Han ansaaes dengang kun for en Søn af en Prest i det sydlige Norge, ved Navn Adelbrekt, hos hvilken han var opdragen for at sættes til Bogen og blive Gejstlig; men han paastod siden selv, at hans rette Fader var Kong Magnus Barfod, og at hans Herkomst alene af den Aarsag var bleven fordulgt, at hans Moder Thora, Datter af den throndhjemske Stormand Saxe i Vik, var en Syster af Sigrid, med hvem Magnus havde Sønnen Olaf, der blev Konge efter ham, og et saadant Forhold fra Magnus’s Side til tvende Systre var utilladeligt[2]. Sigurd havde faaet en fuldstændig gejstlig Oplærelse, og var endog, sandsynligviis af Biskop Kot i Viken, bleven indviet til Diakonus. Hans Hu stod dog meest til Krigerferd og ridderlige Øvelser, hvori han trods sin prestelige Opdragelse fandt Lejlighed nok til at blive en Mester, saa at han, da han var fuldvoxen, deri overgik alle sine Jevnaldrende, og maaskee enhver anden i Landet. Hans Overmod, Heftighed og Voldsomhed skaffede ham blandt hans Omgivelser det nys an-

    er nordisk. Hendes Brødre, Ottar og Magnus, havde norske Navne, ligesaa hendes anden Syster Thorleiv; de fleste af hendes Børn og Børnebørn havde ligeledes, som det vil sees, norske Navne. Denne Blanding af Norsk og Gaelisk i Navnene vidner noksom om Ættens blandede Herkomst. Frakarks Charakteer og hele Optræden svarer forresten til hendes gaeliske Navn. Der hviler et vist vildt, uhyggeligt Præg over alt, hvad hiin tog Deel i, og saaledes sover de fleste Begivenheder i Orknøernes Historie gjennem hele den lange Tid, hvor hiin udøvede sin Indflydelse. Den dele vidtløftige Slægtrække findes i Orknøingasaga S. 138, 140, 146, jvfr. Slægttavlen til nærværende Bind.

  1. David var, som nys nævnt, bleven Konge efter sin Broder Alexander den 1ste i Aaret 1124, i April Maaned. At Haralds Fader, Haakon Jarl, efter Magnus’s Død kom i Besiddelse af Katanes, siges ikke udtrykkeligt, men maa ansees som utvivlsomt, da han allerede tidligere havde underkastet sig det, og ved det sidste Forlig med Magnus fik Halvparten deraf.
  2. Om Saxe i Vik, se ovfr. S. 457, 458; om hans Datter Sigrid, se S. 559.