havde forespurgt sig hos Salmund. „Du“ sagde han, „var her kun berettiget til at mægle Forlig mellem de egentlige Parter, og om det var din Huuskarl, der var bleven dræbt, vilde Salmund ikke have baaret sig saaledes ad“. Kale erkjendte sin Fejl og beklagede at hans Fader ej havde været tilstede for at kunne hjelpe ham med sine vise Raad. Han undskyldte sig med at Salmund dog ikke egentlig havde lidt nogen Skaar i sin Ære, fordi han selv havde modtaget den Hæder, der særskilt var bleven ham tilbudt; desuden, sagde han, havde han jo slet ikke sluttet noget Forlig med Brynjulf eller modtaget Boder af ham, hvorved han kunde have paadraget sig nogen Forpligtelse til at skaane ham. Efter megen Samtale frem og tilbage om denne Sag besluttede de at sende Bud til Salmund, for at underrette ham derom. Han begav sig strax til Kol for at raadslaa om, hvad der var at gjøre. Kol meente at man skulde lade Jon tilspørge, om han ønskede Forlig; Salmund derimod, saa vel som den dræbte Haavards Broder Hallvard, vilde kun høre om Hevn. Kol fik dem dog til at føje sig efter hans Forslag, imod at han lovede Salmund, ikke at opgive Sagen førend denne havde faaet al ønskelig Fuldestgjørelse. Der sendtes nu Mænd til Jon med hiin Forespørgsel. Men han vægrede sig bestemt ved at bøde for en Mand, der, som han sagde, ved sine egne Gjerninger havde uhelget sig. Nei indvendte Kol ikke længer noget imod alvorligere Forholdsregler, og spurgte Hallvard om han havde Lyst til at søge Hevn for sin Broder, skjønt det maaskee var forbundet med ikke ubetydelig Fare. Hallvard var strax rede. Kok lod ham i al Stilhed drage til Sogn, og foreskrev ham nøje, hvorledes han skulde bære sig ad. Han skulde tage ind hos en af Kols gamle Venner, ved Navn Une, der boede i Nærheden af Jons Gaard, og i flere Henseender havde haft Ulemper af denne mægtige og overmodige Mands Naboskab; han skulde levere Une 6 Mark Sølv, med den Hilsen fra Kol, at han maatte gjøre sit Bedste for at skaffe ham Lejlighed til at fælde enten Brynjulf eller en anden af Jons Huusfolk, hvis Tab vilde gaa denne lige saa nær. Lykkedes det, skulde Une hemmeligt sende Hallvard til Kols Ven og Frænde, den mægtige Kyrpinga-Orm[1], der med sine Sønner Agmund Dreng og Erling boede paa Stødle i Søndhordeland: da vilde han være uden al Fare. Dog skulde han ogsaa i saa Fald paalægge Une at sælge sin Gaard og flytte hen til Kol, da Opholdet i Jons Nærhed ej længer vilde være raadeligt for ham. Hallvard begav sig afsted, og fulgte nøje Kols Raad. Han kom en Aften til Une, uden at navngive sig, og tog Plads i Skaalen blandt de øvrige, der sad omkring Ilden og samtalede. Han
- ↑ Om Kyrpinga-Orm, Søn af Svein paa Gerde og Ragna, Orm Jarls Datter, se ovf. S. 453. Erling, hans yngste Søn, var for øvrigt paa denne Tid kun et Barn, som man af det følgende vil se.
