spurgte nøje efter de ypperste Mænd paa den Kant, og Une nævnte strax Jon som den fornemste, baade formedelst hans Byrd og hans overmodige Færd; „har I ikke“, spurgte han listigt, „haft Prøver derpaa syd i Landet?“ Hallvard svarede intet dertil. Da man skiltes ad for at gaa til Sengs, tog Une den Fremmede afsides, og spurgte ham om han ej var Hallvard. Denne benegtede det i Førstningen, saa længe endnu andre Folk vare inde; men da de vare ene, tilstod han det, leverede Une Pengene, og fremførte Anmodningen fra Kol. Une var strax villig til at hjelpe ham, og underrettede ham om at Brynjulf netop vilde komme der paa Gaarden den næste Morgen for at hente en Pige, med hvem han stod i Kjærlighedsforstaaelse. Ved denne Lejlighed maatte han da passe sit Snit, og overfalde ham. Tidligt den følgende Morgen skjulte Une Hallvard i en Stald, der stod ikke langt fra Huusdøren. Det varede ej længe, førend Brynjulf kom, og kaldte paa Pigen, at hun skulde gjøre sig rejsefærdig. Hun kom og bragte sit Tøj, hvilket Brynjulf bandt sammen for hende, medens hun var inde for at sige Husets Folk Farvel. Brynjulf havde lagt sine Vaaben fra sig saa længe, men just som Pigen var gaaet ind, og han var beskjeftiget med at snøre Bylten sammen, sprang Hallvard frem, gav Brynjulf Banesaar, og smuttede ind i Stalden igjen uden at nogen fik Øje paa ham. Da Pigen kom ud og saa sin Elsker ligge dræbt, løb hun ind med Forfærdelsesskrig, og var nær ved at falde i Afmagt. Une løb ud og raabte at man strax skulde sætte efter den lejede Snigmorder, thi en saadan maatte den Fremmede have været: han sendte ufortøvet Bud til Jon om det forefaldne, og saaledes undgik han al Mistanke om Deelagtighed i Sagen. Men da Tummelen havde lagt sig og alle vare hver paa sin Kant, gik Une til Stalden, hvor Hallvard imidlertid havde holdt sig skjult, lod ham komme ud, og sendte ham efter Aftale til Stødle, hvor han ankom i god Behold. Kyrpinga-Orm sendte ham derpaa videre til Agder, hvor Kol og Salmund modtoge ham med Glæde over at Planen saa vel var lykkets.
Det forefaldne rygtedes snart vidt og bredt, og det varede ikke længe, førend man gjettede eller erfarede den sande Sammenhæng. Jon ærgrede sig meget, men det varede dog et heelt Aar førend han kunde gjøre noget derved. Den næste Vinter (1128) henimod Juul drog han afsted med 30 Mand, foregivende at han vilde besøge sin Morbroder Olaf i Setersdal, Haareks Søn. Hid kom han ogsaa, og blev vel modtagen, men aabenbarede da for Olaf at hans egentlige Hensigt var at hjemsøge Salmund, for at hevne Brynjulfs Drab. Olaf fraraadte ham det, men forgjæves; da medgav han ham 30 Mand af sine egne Folk, saa at Jon nu havde en Skare af 00 Mand, med hvilke han fortsatte Vejen til Lands ned gjennem Setersdalen og videre til Øster-Agder, for at komme ufor-
