og anlagde der Staden Dorpat eller Jurjev, og at han sidenefter, i Forening med sin Broder Mstislav, gjorde et Indfald i Ljechernes Land eller Polen, hvor Kong Boleslav nys var død, tilbageerobrede de tscherweniske Byer, underkastede sig Landet, og bragte en Mængde ljechiske Fanger tilbage med sig til Rusland, der siden bleve fordeelte rundt om i Landet[1]. Da Øst-Venderne, altsaa Boleslavs Undersaatter, og Ljecherne udtrykkeligt nævnes i hiint Vers af Thjodolf, er det tydeligt nok, at Harald virkelig har deeltaget i disse Tog. Han har saaledes haft Lejlighed til at vinde megen Krigserfaring. Under Opholdet hos Jaroslav lærte han hans og Dronning Ingegerds Datter Elisabet, af Nordmændene kaldet Ellisif, at kjende, og bejlede til hende. Jaroslav gav ham Haab om at faa hendes Haand, naar han var bleven noget ældre, og havde erhvervet større Erfaring, Magt og Gods; men endnu, sagde han, „vilde det være overilet at bortgifte hende til en udenlandsk Mand, der hverken har noget Rige at raade over, eller besidder nogen besynderlig Rigdom“[2]. Disse Ord, tilligemed Haralds egen Lyst til at søge nye Æventyr i fremmede Lande, bevægede ham til at forlade Rusland, og prøve sin Lykke i Constantinopel blandt Væringerne.
Vi have seet, at de byzantinske Kejsere, ligesom de russiske Konger eller Storfyrster, og sandsynligviis efter deres Exempel, underholdt en Skare af nordiske Væringer[3], deels som Livvagt, deels som Kjernetropper til at benytte i vigtige og afgjørende Krige. Nøjagtigt at bestemme, naar de byzantinske Kejsere begyndte at holde Væringer, er neppe muligt. Hos de byzantinske Forfattere omtales de ej førend i Aaret 1034[4]; men da vore egne Oldskrifter allerede nævne dem omkring 990[5], saa vel
- ↑ Se Nestors Annaler, ved 6538 (1030). Jaroslav og Mstislav benyttede sig af de voldsomme Uroligheder, der efter Boleslavs Død herskede i Polen. Folket, siger Nestor, myrdede Præster, Biskopper og Bojarer; at Opstanden var en Reaktion af Hedningerne mod den nu indførte Christendom, sees og af polske eller tydske Skribenter, se de i Bartholds pommerske Historie I. S. 366 citerede Steder. Det er altsaa bogstaveligt sandt, at naar Harald og Eilif kæmpede mod Øst-Vender og Ljecher, strede de og mod Hedninger. Der tales ligeledes om at Jaroslav i 1032 søgte at sikre sig mod de østlige Petscheneger ved at anlægge Staden Kursk; ogsaa her har maaskee Harald været med.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 2.
- ↑ Se ovf. I. 2. S. 85.
- ↑ Se nedenfor S. 58.
- ↑ Nemlig hvor der fortælles (se ovf. I. 2. S. 193), at Gunnars Broder Kolskegg, der 985 forlod Island, og sidenefter opholdt sig en Stund i Danmark og Rusland, endelig begav sig til Constantinopel, og tog Tjeneste blandt Væringerne, hvis Høvding han blev. Hans Ankomst til Constantinopel falder saaledes omkring 990. Om urigtige Angivelse om Bolle, se nedf S. 63.
