tykkes mig at fortjene for din Djervhed“, sagde Kongen. „Vil du lønne mig godt“, var Aslaks Svar, „da tager jeg derimod med Glæde; hvis ikke, da bliver det din Sag“. Da sagde Kongen: „Lønnen bliver maaskee ikke saa god, som du fortjener: jeg vil give dig tre Gaarde, fordi du, mod Forvæntning, var den, der frelste mig fra at begaa en Synd, og ej mine Lendermænd, der dog have mig saa mange Velgjerninger at takke“[1]. Disse Handlinger og Ytringer af Kongen vise noksom, hvor dybt han følte sin Ulykke, og hvorledes han dog selv midt i sit Vanvid ej var uimodtagelig for sindig og fornuftig Tiltale, der endog stundom formaaede at bringe ham ganske til sig selv. Vi see derfor ogsaa, at han paa en vis Maade gjorde det til Pligt for sine Omgivelser at tale ham til Rette, og hvorledes han drog dem til Ansvar, naar det ej skede. Dette var imidlertid en farlig Sag, naar han var paa sit Værste, og som oftest har man vel paa andre Maader søgt at bringe ham til Fornuft. Der fortælles saaledes, en Juleaften, da Sigurd sad til Bords med sin Hird og mange Høvdinger, at han, som hiin Fredag, forlangte Kjød, uagtet hans Mænd gjorde ham opmerksom paa at det ej var Skik i Norge at spise Kjød Juleaften. Men da lod man bringe ind varmt Kjød af en Nise: Kongen stak med Kniven deri, men tog intet deraf. Net forlangte han, at man skulde bringe ham en Kvinde. Uden at indvende noget bragte man et Fruentimmer ind, men som var saa hæsligt og modbydeligt, at Kongen, efter nærmere at have betragtet hende, bød hende med Væmmelse at pakke sig bort[2]. Lignende Tildragelser have vel oftere fundet Sted, og de, der vare om Kongen, have vist ikke sjelden haft mange Ubehageligheder at døje. Desto smukkere Vidnesbyrd er det om deres, saa vel som det hele Folks Lojalitet, at Sagaen, hvis Beretninger umiskjendeligt afspejle den almindelige Stemning, omtaler hans Fejltrin med merkelig Skaansomhed vel Tilbageholdenhed, som om de mere betragtedes med Medynk end med Harme. Det er vist, at han med alle sine Uelskværdigheder dog var Nationens Stolthed og Yndling. Hertil bidrog nu vel for en stor Deel den Hæder, han havde indlagt sig paa sin Udenlandsrejse, og hvilken ligesom straalede tilbage paa det hele Folk, hvis Nationalforfængelighed derved smigredes; men han maa dog tillige i sine lysere Øjeblik have forstaaet at vinde fine Omgivelsers Kjærlighed og Hengivenhed, og især at gjøre sig yndet af Folket. I Kong Sigurds Dage, heder det i en gammel Sagaberetning, affattet neppe 60 Aar efter hans Død, havde man det godt, baade med Hensyn til Afgrøden og mange andre Herligheder, alene dette undtaget, at han saa vanskeligt kunde styre sit Sind, naar hiin Svaghed
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/715
Denne siden er korrekturlest
697
Kongens Sindssygdom.
