Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/716

Denne siden er korrekturlest
698
Sigurd Magnussøn.

kom over ham i hans sidste Dage. Dog tyktes han at være den dyrebareste og merkeligste af alle Konger, især formedelst sin Rejse. Han var ogsaa en Mand af et saare ærefrygtbydende Udvortes og meget høj, ligesom hans Fader og Forfædre. Han elskede sine Folk, og Folket ham, og han tilkjendegav sin Kjærlighed i denne Smaating:

„Bønder mig tykkes de bedste,
bygget Land og Fred stande“[1].

Til at forsone Efterslægten med hans Minde bidrog vel ogsaa den Omstændighed, at hans egentlige Efterfølgers Herkomst var temmelig tvivlsom, saa at der vistnok gaves mange, der betragtede Sigurd — thi om hans unge Søns kortvarige Regjering kunde der neppe være Tale —som den sidste af hans berømmelige Æt.

66. Harald Gille kommer til Norge, og erkjendes for Kongens Broder.


Kong Sigurd lod, fortælles der, i Tillid til den Yndest, hvori han stod hos Folket, Kongedømmet i Norge tilsværge sin og Borghilds Søn Magnus allerede i sit levende Live[2]. Han synes derfor allerede at have anet Muligheden af, at Kronprætendenter vilde rejse sig mod ham. Det er heller ikke usandsynligt, at han har haft noget Nys om Tilværelsen af hiin Gilchrist eller Harald, der for Kale eller Ragnvald Jarl navngav sig som en Søn af Magnus Barfod; derpaa tyder ogsaa følgende Drøm, han skal have haft, og som ikke bærer Præg af at være senere Tiders Optegnelse. Det fortælles nemlig, at han i et af sine sidste Regjeringsaar, da han var til Vejtsle paa en af sine Gaarde, viste sig en Morgen saa alvorlig og eftertænksom, at hans Mænd frygtede for, at Vanviddet var kommen over ham, indtil de med Glæde fik høre, at han kun grublede over en Drøm, han havde haft om Natten. Det forekom ham, sagde han, som om han stod paa Jæderens Kyst, og saa langt ude i Havet noget sort, der kom flydende ind mod Land. Da det kom nærmere, viste det sig at være et Træ, hvis Grene vendte op, og hvis Rødder laa i Vandet. Da det stødte mod Land, gik det i mange Stykker, der dreve vidt og bredt omkring, og i samme Øjeblik syntes han at see hele Norges Kyst, og i hver Vig Stykker af dette Træ, nogle store, nogle smaa. Han forklarede denne Drøm saaledes, at den bebudede at en Mand vilde komme til Norge og nedsætte sig der, hvis Efterkommere vilde sprede sig vidt og bredt

  1. Áprip, Cap. 49.
  2. Ágrip Cap. 50. Hos Snorre, Cap. 33 omtales denne Ed som aflagt efter Haralds meente, hvilket er mindre sandsynligt.