om i Landet, men ikke alle med ligestor Lykke[1]. Noget efter, om Sommeren eller Høsten 1129, gjorde den unge Lendermand fra Søndmøre[2], Hallkell Huuk, Søn af Jon Smjørbalte, en Rejse til Orknøerne og Syderøerne. Der kom den forhen omtalte Irlænder[3] Gilchrist til ham, og gjentog, hvad han havde sagt til Kale eller Ragnvald Jarl, at han var en Søn af Kong Magnus Barfod. Han medbragte denne Gang sin Moder, der bekræftede hans Udsagn, og sagde at hans rette Navn var Harald. Hallkell, enten nu fordi han fæstede Lid til dette Foregivende, eller fordi han haabede at vinde Fordeel ved at gjøre sig en Kongesøn forbunden, tog ham og Moderen til m, og førte dem over til Norge, vistnok lidet ane-ude, hvilken indgribende Virkning dette vilde udøve paa Landets fremtidige Skjebne. Han ledsagede dem strax til Kong Sigurd, der endnu opholdt sig i Tunsberg, eller rettere paa den nærliggende Kongsgaard Sæm. De fremførte deres Anliggende, og anholdt om at Harald maatte faa Tilladelse til at godtgjøre Rigtigheden af hvad han foregav om sin Herkomst. Da han ingen Vidner eller andre sædvanlige Beviismidler havde, var der kun Tale om Beviis ved Jærnbyrd, en betænkelig Sag, hvor det gjaldt et saa vigtigt Anliggende, som dette. Kongen gav heller ikke strax Svar paa Anmodningen, men raadførte sig først med sine Høvdinger og Raadgivere derom. Ragnvald Jarl holdt sit tidligere givne Løfte til Harald, ved nu, tilligemed sin Fader Kot og flere Lendermænd, at understøtte hans Andragende; andre henstillede Sagen til Kongens egen Afgjørelse; de fleste erklærede sig derimod. Kongen besluttede sig dog, forunderligt nok, til at indvilge Bønnen, hvad enten det nu var af Liberalitet og Samvittighedsfuldhed, eller fordi Harald havde vidst at indsmigre sig hos ham, eller af andre Hensyn, hvorom Sagaerne intet melde: han handlede her, heder det etsteds, mere efter sin Egensindighed, end efter forstandige Mænds Raad[4]; paa et andet Sted[5] siges der, at det især var Kun og hans Søn Ragnvald, der fremmede Haralds Sag, og at de fandt Medhold af den nu fra Danmark tilbagekomne Ingemar af Ask, Thjostulf Aalessøn,
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 46, Snorre Cap. 30. Endog i Morkinskinna, der er skreven i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, findes denne Drøm omtalt fol. 31 a.
- ↑ Snorre, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 33. Der staar her kun „Møre“, men da vi siden erfare at Hallkells Søn Jon boede i Fjordene, bliver det rimeligst at Hallkells Besiddelser laa deels her, deels i Nabofylker Søndmøre.
- ↑ Irland nævnes kun i Fagrskinna Cap. 250, hos Snorre Cap. 33 og i Ágrip Cap. 50. I Orkneyingasaga og Hryggjarstykke omtales, som ovenfor nævnes, kan Syderøerne, dog vel at merke, alene som hans Moders Opholdssted paa den Tid, Gilchrist var voxen, og søgte at gjøre sine Rettigheder gjeldende.
- ↑ Morkinskinna l. c., Ágrip Cap. 50.
- ↑ Orknøyingasaga Side 170.
