og flere andre Lendermænd, der, som man maa formode, alle havde hjemme i Viken, Agder eller Oplandene. Sigurd lod nu Harald kalde til sig, og forkyndte ham, at det skulde staa ham frit for at føre Beviser, hvis han i Forvejen vilde aflægge Ed paa, at han ikke, om Beviser end lykkedes, vilde gjøre Fordring paa Kongedømmet i Norge, saa længe Manna Sigurd eller hans Søn Magnus var i Live. Ved denne Ed, heder det, vilde Kongen stadfæste den Ed, Folket tidligere havde aflagt ham, styrke sin Søns Kongedømme, forebygge Vaade og hindre Manddrab[1]. Harald svor Eden, og blev nu stedt til at aflægge Prøven, den haardeste, der nogensinde skal have været paalagt noget Menneske i Norge. Han skulde nemlig træde barfodet hen over syv[2] gloende Plogjern. Mange sandt Prøven alt for haard, siden den nu kun gjaldt hans Herkomst, ikke Kongeværdigheden, hvilken han ved sin Ed havde fraskrevet sig. Den aflagdes i Fylkeskirken paa Sæm[3]. Harald vandrede, ledet af tvende Biskopper, hen over Jærnene, idet han paakaldte den hellige Kolumba, hans Hjemstavns fornemste Helgen. Magnus, Kong Sigurds Søn, var tilstede og sagde: „han træder just ikke modigt paa Jærnene“. Men Sigurd svarede vred: „du taler ilde og grumt; han har skilt sig derved som en Mand“. Da Harald havde traadt paa det sidste Jærn, kastede han sig i den Sæng, der efter Skik og Brug ved slige Lejligheder var redet ved Siden af Jærnene. Tre Dage efter bleve hans Fødder efterseede, og befundne ubrændte. Da erkjendte Sigurd ham nok saa venskabeligt for sin Broder (1129) og han kaldtes fra nu af Harald Gille; det sidste efter hans forrige Navn Gilchrist eller Gillechrist. Magnus derimod viste sig fiendtlig mod ham, og mange Høvdinger fulgte hans Exempel i at vise Harald Ringeagt og tilføje ham allehaande Fornærmelser. Hertil gav visselig Haralds fremmede Udseende, usædvanlige Dragt og Ukyndighed i det norske
- ↑ Ágrip Cap. 50.
- ↑ Ágrip og Snorre saa vel som Thjodrek Cap. 34 have „ni“.
- ↑ Det er kun Ágrip, som nævner Stedet, hvor Prøven aflagdes. Vel siges det ikke udtrykkeligt at den foregik i Kirken, men dette var altid Reglen for slige Akter. Den Kirke, hvor Harald aflagde denne for Norge saa skjebnesvangre Prøve, er saaledes endnu til; thi Sæms Kirke ved Jarlsberg er den selvsamme ældgamle Fylkeskirke, som omtales i den ældste vikske Christenret (se ovf. I. 2. S. 637.) Uagtet der i denne ej findes nogen udtrykkelig Bestemmelse om hvorledes der skulde forholdes ved Aflæggelsen af Jærnbyrd, maa man dog antage, at den samme Regel har gjeldt, fem findes i den ældre Frostathingslovs Christenret, II. 45, hvor det udtrykkeligt heder, at Jærnbyrd skal aflægges paa Landet i Fylkeskirken, i Kjøbstad i en nærmere bestemt Kirke. Da nu Harald aflagde Prøven i Fylkeskirken nær ved Tunsberg, ikke i en af denne Bys Kirker, bliver det klart at Kongen, i hvis Følge ogsaa Harald var, ej opholdt sig i Staden selv, men paa Kongsgaarden Sæm, nu Jarlsberg.
