maa endog, efter hvad man for Resten kjender til hans og de øvrige norske Kongers Liv paa hine Tider, ansees for utvivlsomt; der findes desuden, som allerede ovenfor paapeget, bestemte Antydninger til noget saadant. Men hvis nu Harald var Frugten af en saadan Kjærlighedsforstaaelse, og maaskee fød efter at Magnus var falden og Nordmændene havde forladt Irland, maatte det være ham eller hans Moder yderst vanskeligt, ja endog umuligt, at skaffe positive Beviser for hans Paternitet; de havde altsaa kun Jærnbyrden at tage deres Tilflugt til. Det synes neppe muligt, at en saa dristig Tanke som den, at udgive sig for en Søn af Kongen i et fremmed Land, og udsætte sig for de Farer, der vare forbundne med at fordre Anerkjendelse som saadan, skulde kunne opstaa hos en Irlænder, der ikke engang, som det synes, levede i nogen glimrende eller fremragende Stilling, og heller ikke, faa vidt vi af vore historiske Optegnelser kunne see, havde noget tidligere Exempel for sig i denne Henseende, hvis han ej havde følt sig dreven dertil af den Ærgjerrighed, som alene Visheden om at være udsprungen af en saa høj Herkomst kunde frembringe. Man kan vanskeligt tænke sig, at nogen Nordmand skulde have opsøgt ham og overtalt ham til at spille en saadan Rolle, for siden, hvis Planen lykkedes, at høste Fordeel af hans Venskab. Mistanken maatte, om saa var, nærmest falde paa Ragnvald Jarl, eller Kale, som han hed, da han i sit 16de Aar besøgte England og traf Harald i Grimsby. Men deels var Ragnvald da alt for ung til at udklække en saadan Plan, deels vilde han neppe have opsøgt en Søn af Magnus Barfod i England, men snarere i Irland eller Syderøerne, og endelig stod han, saa vel som hans Fader, paa en saa god Fod med Kong Sigurd, at de neppe kunde have nogen Fordeel af at opstille en falsk Prætendent. Hertil kom, hvad der især maa ansees afgjørende, at Kong Sigurd selv ikke synes at have næret nogen Tvivl om Rigtigheden af Haralds Paastand. Ser havde staaet i hans Magt, at.jage ham bort som en Landstryger og Bedrager, men tvertimod tog han godt imod ham, ja tilstedede ham endog mod sine fleste Raadgiveres Stemmer, og som det udtrykkeligt siges, af Egensindighed, Adgang til at aflægge Prøven. Det havde ligeledes staaet i hans Magt, ved den ham hengivne og forbundne Gejstligheds Hjelp, at faa Prøven til at løbe uheldigt af, ja man kan vel næsten endog antage, at hvis de Biskopper[1], der bestyrede
- ↑ Den ene af disse Biskopper var vel Biskoppen af Oslo (Peter), om hvem vi for øvrigt intet vide; den anden var rimeligviis Biskop Reinald i Stavanger, da han næst hiin var nærmest ved Haanden. Men om Reinald veed man, som det strax nedenfor vil sees, at han var bestikkelig og derhos, i det mindste senere, en ivrig Tilhænger af Sigurds Søn Magnus og forhadt af Harald. Der er saaledes al Rimelighed for, at Kongen, om han havde villet det, i alle Fald vilde have kunnet faa ham til at forspilde Prøven for Harald.
