Akten, havde været overbeviste om at Kongen ønskede at den skulde mislykkes, vilde de, endog uden noget Vink fra Kongens Side, have sørget for et saadant Udfald. Men det er langt fra, at Kongen synes at have næret dette Ønske; tvertimod viste han endog, som det lader, Ømhed og Deeltagelse for Harald under Akten, og irettesatte, som vi have seet, sin egen Søn, da denne tillod sig en haanlig Bemerkning. At de fleste Stemmer ved den foreløbige —Raadslagning hævede sig mod at stede Harald til Jærnbyrd, behøver ej at forklares som Tegn paa at man betvivlede Rigtigheden af hans Paastand, men kan tilskrives den Frygt, mange med Rette maatte nære for, at Haralds Anerkjendelse vilde have farlige Følger for Roligheden i Landet. I Sagaerne findes ingen Ytring, som tyder hen paa at Haralds Foregivende skulde være falskt; tvertimod synes der jo endog, at den Prøve, der paalagdes Harald, af mange ansaaes for vel streng; hvorved man dog rigtignok ogsaa maa have for Øje, at Sagaen blev skreven, da Haralds Ætlinger regjerede i Norge, og da det saaledes neppe gik an at nære Tvivl om deres Stamfaders retmæssige Adkomst til Tronen. Den danske Forfatter Saxo udtrykker sig noget mistænkeligere: det beder hos ham, at Harald, „ved det tydelige Mirakel, at han blev uskadt, da han med bare Fødder gik over gloende Jærnplader, bragte flere Nordmænd til at skjenke sin Paastand Tiltro“. Men Saxos Ord ere saaledes satte paa Skruer, at det er vanskeligt at vide, om han virkelig har villet antyde nogen Mistanke, eller om han kun har søgt efter velklingende Udtryk[1]: det sidste er lige saa rimeligt som det første; og selv om det virkelig var Saxos Hensigt at kaste en Skygge paa hans Herkomst, maa man have for Øje at Saxo i det hele taget omtaler ham med kjendelig Ugunst[2], og derfor vel i alle Dele var tilbøjelig til at antage det værste om ham. Det sandsynlige bliver derfor, at Harald virkelig var en Søn af Magnus Barfod. Man kan heller ikke, naar man nærmere betragter Forholdene, synderlig beklage hans Optagelse i den kongelige Familie. Vel var han selv fremmed for Folket og dertil uden Talenter eller udmerkede Egenskaber, men han var dog visselig bedre end Sigurds Søn Magnus, en
- ↑ Saxos Ord lyde saaledes (13de Bog Side 652:) „Qui (d. e. Harald), quum se Magno, Hiberniæ populatore, procreatum astrueret, affirmationi suæ fidem divini examinis argumento præstare jussus, super candentes laminas nudatis plantis (nnin id ab eo experimentum poscebatur) incessit; iisdemque nulla ex parte corruptioribus, complures Norvagiensium liquido incolumitatis miraculo ad assertionis suæ credulitatem perduxit.“ Ordet credulitas maa her ej oversættes ved „Lettroenhed“, men kun ved „Tro“, „det at tro paa“.
- ↑ Saxo siger saaledes om Harald, Side 660, at han næsten ingen Sindets Gave besad, undtagen Gavmildhed, men alene besad stor Legemsfærdighed, jvfr. de nedenfor anførte Steder.
