i den ene Ende[1]. Indenfor Kastellets Mure lod han indrette en Kongsgaard, og bygge en Kirke, der vel var af Træ, men af udsøgte Materialier og færdes smuk. Denne Kirke blev indviet til det hellige Kors’s Kirke, og i den lod han hiin Spaan af det hellige Kors forvare, som han havde medbragt fra det hellige Land, uagtet han havde lovet under Ed, at nedlægge den i Christkirken i Nidaros. Paa Højalteret stilledes den prægtige Tavle af Erts og Sølv, som han havde ladet gjøre i Constantinopel; her opbevaredes ogsaa et Skriin, hvilket den danske Kongesøn Erik Erikssøn Emune, der siden blev Konge i Danmark, sendte ham, saa vel som hiin oftere omtalte Bog med Guldbogstaver, og et saakaldet Plenarium, ligeledes med Guldbogstaver, som Sigurd havde faaet af Patriarken i Constantinopel[2]. Kirken, der sædvanligviis kaldtes Kastelkirken, blev først indviet i Aaret 1127. Al denne Omhu, som han lod vederfares Kongehelle, havde vel tildeels sin Grund i hans Forkjærlighed for Staden eller denne Kant af Landet, men hans Hensigt var dog ogsaa aabenbart at indrette den til et fast Grændsepunkt og Værn mod Angreb[3]: i det mindste anføres det som Grund til at han brød sin Ed med Hensyn til den hellige Kors-Relikvie, at han troede at dennes Nærværelse ved Grændsen vilde tjene til Landets Værn[4]. Det lader ikke til, at Sigurd efter denne Tid oftere har besøgt det Nordenfjeldske. Hans Rejser indskrænkede sig, som det synes; for det meste til Viken, hvor vi finde ham deels i Tunsberg, deels i Oslo. Kun ved en enkelt, særegen Anledning finde vi ham i Gulathingslagen, og hvad der da foregik, var ikke skikket til at gjøre ham Opholdet der behageligt.
Mod Slutningen af sin Regjeringstid blev Sigurd nemlig aldeles ked af sin Dronning, Malmfrid, som han aldrig synes at have holdt synderlig af, og forelskede sig derimod i en anseet Mands Datter, ved Navn Cecilia. Han besluttede at forlade Dronningen, og holde Bryllup med Cecilia i Bergen, enten nu fordi Cecilias Fader boede i Nærheden, eller fordi han der troede at Sagen vilde gjøre mindre Opsigt blandt Malmfrids Beslægtede og Besvogrede i Sverige og Danmark. Han lod alle-
- ↑ Snorre Cap. 40. Ved Vaabenstene forstaaes Stene, skikkede til at kaste ned paa en belejrende Fiende.
- ↑ Egentlig skulde man fristes til at tro at dette, her kun hos Snorre (Cap. 40) omtalte, Plenarium var „Bogen“; men af Harald Gilles Saga Cap. lei, Snorre Cap. 11, jvfr nedenfor, sees det at de vare forskjellige, og at Bogen ligeledes opbevaredes i Kongehelle.
- ↑ „Han sad som oftest der til Landets Forsvar“, siges der udtrykkeligt hos Snorre, Cap. 40. Begivenhederne i Sverige og Danmark vare vistnok ogsaa af den Natur, at de kunde udkræve Kongens udeelte Opmerksomhed.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Ágrip, Cap. 87.
