rede gjøre store Forberedelser til Bryllupsgildet, da Biskop Magne i Bergen erfarede hans Hensigt, og holdt det for sin Pligt at advare ham. Ledsaget af en Prest, ved Navn Sigurd — han blev siden Biskop i Bergen[1] — gik Magne hen til Kongehallen, og lod Kongen bede om at komme ud. Kongen kom, med draget Sverd i Haanden, men tog ellers godt mod Biskoppen, og bad ham komme ind og sætte sig til Drikkebordet med ham. Biskoppen svarede: „mit Ærende er ganske andet: er det sandt, Herre, at I agter at forlade Dronningen, og tage en anden Kone?“ „Ja det er sandt, Biskop“, sagde Kongen, hvis Aasyn allerede begyndte at rødme og svulme. „Men hvorfor“, spurgte Magne, „har I fundet for godt at gjøre saadant i vort Bispedømme, og derved krænke, saavel den hellige Kirkes guddommelige Love, som vor biskoppelige Værdighed? Jeg vil nu handle efter min Pligt, idet jeg paa Guds, St. Peter Apostels, og alle hellige Mænds Vegne forbyder eder dette utilbørlige Skridt“. Biskoppen stod ganske rank, medens han talte disse Ord, med Hovedet noget forover, som om han var rede til at bøje Halsen frem, hvis Kongen vilde hugge til ham med det hævede Sverd. Presten Sigurd sagde siden, at Kongen forekom ham saa forfærdelig, da han hævede Sverdet med et bistert Blik paa Biskoppen, at han neppe kjendte til sig selv for Rædsel. Kongen gik ind i Hallen, uden at sige et Ord, men Biskoppen vendte tilbage til sin Gaard i en saa glad Stemning, at han hilsede leende paa hvert Barn, han mødte, og legede med Fingrene. Sigurd Prest spurgte ham, om han da ikke frygtede Kongens Vrede, og fandt det raadeligst at komme bort. Biskoppen svarede: „jeg tror neppe at han gjør mig noget, men om saa var, hvilken Død var da bedre end at lade Livet for den hellige Christendom? Jeg er nu glad, fordi jeg har gjort min Pligt, nemlig at forbyde, hvad der ej passer sig“. Kort efter blev der megen Larm i Buen, thi Kongen brød op, for at drage til Stavanger og holde Bryllup der. Han tog med sig en Mængde Korn,Malt og Honning, der allerede var samlet til Bryllupskost, reiste til Stavanger, og gjorde der Forberedelser til Gildet. Biskop Reinald[2] gik ligesom Magne til Kongen, spurgte ham, om han vilde tage en anden Hustru, medens Dronningen levede, og gjorde ham, da han bejaede det, lignende Forestillinger derimod. Men han sluttede med disse Ord: „maaskee I vil skjenke vor Kirke her store Gaver, og paa den Maade afbøde dette store Lovbrud mod Gud og os“. Da sagde Kongen: „tag Pengene! langt ander-
- ↑ Den her nævnte Sigurd Prest, der siden blev Biskop i Bergen, nævnes som saadan aller først 1140 og døde 1156. Han fulgte efter en vis Ottar, der igjen var Magnes umiddelbare Eftermand.
- ↑ Om Biskop Reinald i Stavanger er der allerede ovenfor talt (S. 613, 915). Sagaerne anføre ej hans Navn ved denne Fortælling om Kong Sigurds andet Giftermaal, men kalde ham kun „den Biskop, som var der“ (nemlig i Stavanger).
