gesønnen Magnus og hans Kamerater endnu mere forbitrede paa Harald, end for, og søgte enhver Lejlighed til at velte sig ind paa ham. Denne troede de ret at have fundet en Aften i Oslo, da de havde overtalt Harald til at sidde efter ved Drikkebordet, i Stedet for, som sædvan-
svenden gik til Harald og klagede for ham; Harald gik vred ud paa Skibet, og agtede ej paa Lodins Klæder, men stødte til dem. Lodin tiltalte ham grovt, Harald drog Sverdet og gav ham et Hug i Huden. Morgenen efter savnede Kongen Erlend Gapamund; Einar Skulessøn sagde at han ej vidste ret, hvor han var, men spurgte, om Kongen vilde lade ham nyde Fred; Kongen vilde intet love, og Einar kvad i den Anledning et Vers, der anføres; imidlertid blev Erlend hentet, og Kongen roste og belønnede ham for hans Raskhed og for den Hengivenhed, han havde viist ham, ved at hindre ham fra at gjøre en ond Gjerning. Siden spurgte han, hvad Tummel der havde været paa Skibet den forrige Aften, fik Lodins og Haralds Strid at vide, og irettesatte Lodin haardt. Snorre derimod nævner i Stedet for Jon en islandsk Mand fra et nærliggende Handelsskib; i Stedet for Einar Skulessøn og Erlend Gapamund nævner han Sigurd Sigurdssøn, utvivlsomt Lendermanden Sigurd fra Hvitastein (se ovenfor Side 651), der efter at have ytret sin Ængstelse for at Kongen vilde gjøre en Ulykke, og beklaget, at ikke Dag Eilifssøn (om ham se ovenfor Side 456) var tilstede, selv kaster sig i Vandet, og faar Kongen til at slippe den anden;Kongen forbyder nu, ifølge Snorre, Sigurd at komme for sine Øjne, og denne gaar op i Land, hvor flere, hvoriblandt Harald, længer ud paa Aftenen fornøje sig ved alslags Leg. Harald byder sin Skosvend gjøre hans Køje tilrette; Skosvenden lægger sig selv i Køjen, efter længe at have væntet forgjeves paa Harald, men den, der bliver vred over at han vover at lægge sig mellem fornemme Folk, er her ej Lodin, men Svein Rimhildssøn eller Knutssøn, en Søn af Knut Sveinssøn (se ovenfor Side 452) paa Sole. Ifølge Snorre slaar Svein Skosvenden til Blods, Harald hugger siden til Svein, og dennes Frænder stimle til, gribe ham og ville hænge ham, da Sigurd Sigurdssøn, trods Kongens Forbud, løber ombord, og beder Kongen hjelpe sin Broder Harald, som Rygerne ville hænge. Kongen frelser Harald, dømmer Svein og alle hans Kamerater fredløse, men eftergiver siden Straffen; Sigurd Sigurdssøn beder han aldrig forlade ham. — Her er det vanskeligt nok at afgjøre, hvilken Beretning er den retteste. Morkinskinna-s, der ogsaa følges af Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 49, 50) synes vel at maatte ligge Begivenheden nærmere end Snorres, og vinder derhos et Slags Bestyrkelse ved Einar Skulessøns Vers. Men paa den anden Side synes den Omstændighed, at Snorre, uagtet han, som man af andre Data seer, kjendte hine Kongesagaer, dog her finder sig foranlediget til at afvige fra dem, at vidne om overvejende Grunde, der maa have bestemt ham dertil. Det er øjensynligt, at den første Beretning, der for en Deel drejer sig om Skalden Einar Skulessøn, nærmest maa have været opbevaret blandt dennes Slægtninger, altsaa maaskee paa Island; den anden derimod, som kun nævner norske Lendermænd, maa have været gængse i Norge, og Snorre maa under sit Ophold her have erfaret den. Den er unegtelig bedre affattet, og har en sandsynligere Gang, end hiin, hvorhos det maa merkes, at det anførte Vers af Einar Skulessøn ikke just kan siges, ligefrem at sigte til Begivenheden, saa at det gjerne kunde have været anvendt ved en anden Lejlighed, og siden urigtigt henført til
