rende. Einar Skulessøns Kvad synes derimod — efter de Brudstykker, vi have tilbage, at dømme — at være digtet, efter at Sigurd var død. Om Thorarin Stuttfeld vide vi med Vished, at han digtede sit Kvad i Sigurds Levetid. Sagaerne have nemlig opbevaret en til Oplysning om Livet ved Sigurds Hof ret merkelig liden Fortælling om Thorarins første Bekjendtskab med Kongen, og Anledningen til Digtets Tilblivelse, hvoraf det udtrykkeligt sees, at Thorarin kvad sin Draapa for Kongen selv. Engang, siges der, da Kongen gik fra en Skytning til Aftensang, og hans Mænd vare meget drukne og lystige, tog Kongen, maaskee af denne Grund, Plads med sin Hird udenfor Kirken, og holdt Aftensang der; men Sangen blev noget forvirret. Da sagde Kongen: „hvad er det for en Karl der henne ved Kirken i en stutt (kort) Feld (Kappe)?“ De Tilstedeværende vidste det ej. Dog sagde Kongen spøgende i et Par Verslinjer, at den fremmede Mand hist henne i Felden var Skyld i, at Sangen gik istaa. Den Fremmede traadte frem og kvad et Vers, hvori han spøgte med sin Dragt, da han ej havde Raad til at bære andet end Pjalter, og sagde at han vilde prise Kongens Gavmildhed, dersom denne skjenkede ham en bedre Kappe. Kongen bad ham komme til ham næste Dag ved Drikkebordet. Thorarin, der efter hine Ord af Kongen kaldtes Thorarin Stuttfeld, indfandt sig, men traf udenfor Stuen en Mand med et Drikkehorn i Haanden, der hilsede ham fra Kongen, at han, inden han gik ind, skulde have digtet, og strax efter fremsige en eller flere Viser om en af de tilstedeværende, ved Navn Haakon Serkssøn, med Tilnavnet „Mørstrut“ (d. e. med den fede Hals). Thorarin troede Manden paa hans Ord, digtede Spotvisen og fremsagde den. Men Kongen benegtede nogensinde at have anmodet ham derom, og sagde at man havde villet have ham til Bedste; han viste ham derimod til Sæde blandt Haakons Følge, for at denne, som han sagde, selv kunde bestemme hans Bod. Haakon sagde at han nok skjønnede Sammenhængen, og bad ham siden, i Stedet for Bod, at digte et andet Smædevers over hiin Mand, der havde narret ham, hvis Navn var Arne Fjæreskeiv[1]. Thorarin var strax rede dertil, gik tvers over Gulvet hen til Arne, og kvad et Vers, hvori han spottede ham for hans Fejghed, da han var med Kongen i Serkland. Arne sprang op, drog Sverdet og vilde hugge til ham, men Haakon bad ham forholde sig rolig, da det ellers vilde gaa ham ilde. Thorarin gik nu hen til Kongen, sagde at han havde digtet en Draapa om ham, og bad ham høre derpaa. Kongen føjede ham, og skjenkede ham til Belønning rigelige Penge til at foretage en Romerrejse, hvilket han havde i Sinde. Det er ikke oplyst, om de saaes tidere.
- ↑ Han synes at have været en Islænding, og omtales ogsaa i Sturlungasaga I. Cap. 10 ved Beretningen om Tvisten mellem Thorgils Oddessøn og Havlide Maarssøn (se ovenfor Side 640). Det siges her udtrykkeligt, hvad ogsaa Thorarin sigter til, at Arne havde været udenlands med Sigurd.
