Dette var i det Væsentlige den Indretning ved Byernes Anlæg, som overholdtes og vedvarede gjennem hele den øvrige Deel af Middelalderen indtil hen i de nyere Tider, og hvoraf man i enkelte Stæder, som Bergen og Throndhjem, endnu seer Spor, skjønt de sidste Aarhundreder have bragt en Mængde Afvigelser fra den gamle Regel. Det viser sig ved første Blik, at man ved denne fornemmelig har haft Bekvemmeligheden for Skibenes Udlosning og Ladning, og Letheden af Kommunikationen mellem disse og Landet for Øje, medens derimod Byernes Udstrækning i Længden, og den totale Mangel paa Befæstninger om Byerne selv, undtagen det i en urolig Tid nær ved Grændsen anlagte Sarpsborg, viser at det i Regelen ej var Sikkerhedshensyn eller Trangen til fælles Forsvar, som bragte Borgerne til at flytte sammen, men udelukkende eller idet mindste for den største Deel de kommercielle Forhold. De norske Stæder vise sig saaledes fra første Ferd af som opstaaede alene ved Søhandelen og for dens Skyld, og man kan med Ret og tillige med Stolthed sige, at de i deres hele Tilbliven og Anlæg vise sig som en Affødning af den Orden, Fred og Retssikkerhed, som man i de fleste øvrige europæiske Lande netop ved Anlægget af og Sammenflytning i Stæder søgte at opnaa.
Da Kong Sigurd døde i Oslo, vare hans Søn, Magnus, og hans Broder Harald Gille i Tunsberg. Men der blev strax, maaskee endog førend Kongen havde opgivet Aanden, sendt et, som det synes hemmeligt Iilbud til Magnus[1], som øjeblikkelig skyndte sig ind til Oslo, sammenkaldte et Thing, lod sig tage til Konge for det hele Land, og satte sig i Besiddelse af alle de kongelige Skatte. Der indfandt sig strax mange Mænd
- ↑ Saaledes Morkinskinna fol. 31. b. tilligemed Ágrip, Cap. 50, der her udtrykkeligt sige at der sendtes Bud til Magnus, hvilket Bud saaledes maa have været hemmeligt. Hrokkinskinna og Hryggjarstykke tilligemed Snorre, og Orkneyingasaga S. 170 fortælle derimod at Magnus var i Oslo ved Sigurds Død. Men da der ikke tidligere nævnes noget om, at Magnus var tilstede ved Faderens Dødsleje, hvilket dog vel maatte have været Tilfældet, hvis han var i Byen, og da Morkinskinnas og Ágrips Udsagn ej alene er for omstændeligt til at kunne være grebet ud af Luften, men ogsaa bestyrkes ved disse Sagabearbejdelsers Ælde, ligesom det i og for sig er heel rimeligt, kan man ej andet end feste nogen Lid dertil, for saa vidt Budsendelsen til Magnus angaar; men det sandsynligste er, at Budet ej afgik, førend da man hvert Øjeblik ventede Sigurds Død, og at Magnus kom netop som Faderen opgav Aanden. Thi ellers kunde ogsaa Harald have faaet Nys om hvad der var paa Ferde. Paa denne Maade forliges ogsaa den anden Beretning med hiin; thi der siges jo kun, at Magnus ved Faderens Død var i Byen, ikke, naar han var kommen did.
