Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/744

Denne siden er korrekturlest
726
Magnus Sigurdssøn og Harald Gille.

ved Rynebjerg, siden leed han selv et Nederlag ved Odhenshylle (nu Onsil), og hans Broder Harald, der længe havde misundt ham Kongenavnet og Kongemagten, lod sig overtale til at forlade ham og tage Magnus’s Parti (1132). Erik belejrede ham vel i hans Borg, Haraldsborg ved Roeskilde, og nødte ham til at faae sin Frelse i Flugten, men den følgende Vaar, ej længe efter at den norske Konge havde ladet sin Fæstemø Christina afhente ved eget Gesandtskab[1], kom Kong Nikolas med en stor Flaade og Hær, angreb Erik ved Værebro, og slog ham aldeles (1133). Erik flygtede til Skaane, hvis Indbyggere, der sandsynligviis troede, at det nu var ganske ude med ham, joge ham bort[2], og han havde ingen anden Udvej, end med sin Hustru Malmfrid og sin naturlige Søn Sven, der endnu kun var et Barn, at tage sin Tilflugt til den norske Kong Magnus, som just nu opholdt sig i Kongehelle[3], sandsynligviis for at helde des bedre Øje med Begivenhederne i Danmark og Sverige. Men Omstændighederne havde nu merkeligt forandret sig. Erik kom som en Flygtning, ikke som en mægtig Hersker, af hvis Svogerskab Magnus kunde have nogen Ære eller Nytte. Han tog imidlertid venligt imod ham, og meente ham det maaskee fra først af nok saa vel, indtil Erik, som man maa formode, vakte hans Mistanke ved at stifte fortroligt Venskab og indgaa Edbrødre-Lag med hans Medbejler Harald Gille[4]. Da nu ogsaa Kong Nikolas hemmeligt lod ham tilbyde store Fordele, hvis han vilde rydde Erik af Vejen, besluttede han sig til dette Forræderi. I Førstningen lod han sig ikke merke med noget, men søgte kun, med forstilt Høflighed, at omgive ham med flere Drabanter, der havde det Hverv at forebygge hans Flugt, om han skulde merke Uraad. Men Dronning Christina underrettede Farbroderen om, hvad Magnus egentlig havde i Sinde, og da denne saaledes rimeligviis merkede at Erik gjennemskuede ham, og at Forstillelse ikke længer nyttede til noget, tog han Masken af, lod Erik holde i streng Forvaring, fratog ham alle hans Penge, og gjorde Anstalter til at bringe ham hen til et andet Sted, sandsynligviis Bergen eller

  1. Saxo, Cap. 651.
  2. Anon. Rosk. hos Langebek I. 381.
  3. At det var i Kongehelle, sees udtrykkeligt af den næsten samtidige unavngivne roskildske Annalists Beretning hos Langebek, Scr. I. 381, hvor det siden heder at Erik anstillede sig syg „ne Cunuchelde transferretur“, hvilket ej kan betyde andet end „at han ej skulde flyttes fra Kongehelle“, ikke „til Kongehelle“. Dette var ogsaa det eneste Sted af dem, hvor Kongerne plejede at opholde sig, hvorfra man i Luft kunde faa Bud til Laaland. Han har da vel siddet fangen i det nye Kastell.
  4. At et saadant Forbund er indgaaet mellem Erik og Harald, siges udtrykke ligt i Harald Gilles Saga Cap. 5, Snorre Cap. 3. Men den eneste Lejlighed, de dertil havde, var under Eriks Ophold i Norge.