Nidaros, hvor det var vanskeligere for at ham flygte. Erik havde dog fundet Lejlighed til at underrette sine tro Venner paa Laaland om den Nød, hvori han var stedt. I Haab om at de snart vilde komme ham til Hjelp, anstillede han sig meget syg, saa at man ikke godt kunde bringe ham bort. Det varede heller ikke længe, førend han hemmeligt fik det glade Budskab, at et lidet Fartøj, afsendt fra hans Venner, laa i Nærheden, færdigt til at bringe ham i Sikkerhed, hvis han blot kunde slippe ud af Fængslet. Det lykkedes Erik, ved Hjelp af en Prest, der deelte Fangenskabet med ham, at drikke sine Vogtere fulde; derpaa brød han ud af sit Sovekammer, og kom med sin Søn og sin Dronning, der enten ligeledes har været fængslet med ham, eller hemmeligt er bleven underrettet om hans Flugt, heldigt ned til Stranden, hvor han traf sine Venner, og strax sejlede afsted, efter at han dog først havde haft den Omtanke at lade alle de norske Fartøjer, der laa i Nærheden, gjennembore i Bunden. Da Vogterne den følgende Morgen savnede Erik, og skjønnede, hvorledes han havde narret dem, meldte de det skjelvende for Kong Magnus, der strax lod Fartøjer stikke i Søen for at sætte efter Flygtningen. Men Fartøjerne fyldtes med Vand, og maatte først istandsættes, førend man kunde bruge dem: imidlertid havde Erik faaet et saa stort Forspring, at det var umuligt at indhente ham[1]. Da Magnus siden fik at vide, hvor virksom Dronning Christina havde været i at staa Erik bi, blev han saa opbragt paa hende, at han forskød hende og sendte hende tilbage til Danmark[2]. Erik kom i god Behold til Laaland, hvor han, som Saxo siger, gav Kong Nikolas det tydeligste Tegn paa sin Ankomst ved at lade den af ham udnævnte Befalingsmand over Smaaøerne hænge. Siden drog han over til Skaane, for at forekomme Nikolas, der, efter hvad han havde hørt, vilde tilbringe Julen i Lund, og Skaaningerne, der nu angrede deres Utroskab mod Erik, og maaskee ogsaa paavirkedes til hans Fordeel af Erkebiskop Asser, toge særdeles vel imod ham, ja lovede endog at ville leve og dø med ham. Nikolas hindredes derved fra at udføre sin Beslutning, men forberedede sig imidlertid saa meget ivrigere paa at angribe Erik det følgende Foraar, og sikrede sig derhos mod et befrygtet Angreb af Kejser Lothar, der atter var bleven ham gram, ved at lade sin Søn Magnus fornye sin Lenshylding og aflægge Kejseren Troskabsed paa en Rigsdag, der holdtes i Halberstadt ved Paasketider 1135[3]. Imidlertid samlede Erik sine Venner
- ↑ Saxo, S. 652, 653. Jvfr. Anon. Rosk. hos Langebek, Scr. I. S. 381. Ovenfor ere begge disse Beretninger benyttede. Besynderligt nok, nævne vore Sagaer ikke et Ord om hele denne Sag, ja ej engang Knytlingasaga.
- ↑ Skilsmissen nævnes ogsaa i Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1, men uden at der angives anden Grund, end at Magnus ej kunde elske hende.
- ↑ Se herom Annalista Saxo, og fl.
