til Harald for at byde ham Forlig efter retsindige Mænds Afgjørelse, og det halve Rige, som forhen. Herom vilde Magnus intet høre: „hvad nytter det mig da“, sagde han, „at jeg i Sommer vandt det hele Rige, dersom jeg nu skal afstaa Halvdelen deraf? Giv os et andet Raad“. Sigurd svarede; „det lader til, Herre, at dine Lendermænd, der i Høst bade dig om Hjemlov, nu sidde stille og ikke ville komme til dig. Dengang handlede du tvert imod mine Raad, idet du opløste Hæren, skjønt jeg kunde vide, at Harald vilde komme tilbage til Viken, saa snart han hørte, at du var borte. Mit andet Raad er derfor dette, og skjønt det er ondt, tør det nok vise sig fordeelagtigt: send dine Gjester med det nødvendige Antal Folk om paa Gaardene til de Lendermænd, der nu ikke ville staa dig bi, og lad dem dræbe, men giv deres Ejendomme til Mænd, som nu ville komme dig til Hjelp, lige meget om de hidtil vare lidet anseede; lad dem bringe Folket paa Benene; slaa ikke Vrag paa nogen, enten onde eller gode, og drag saa østover med den Styrke, du faar samlet, for at møde Harald, og prøve Krigslykken“. „Nej“, sagde Magnus, „jeg paadrager mig kun Uvenskab ved at lade mange anseede Mænd dræbe og i deres Sted ophøje ringere Folk, der ikke ere et Gran mere at lide paa, men derimod afstedkomme langt større Forvirring; lad mig høre endnu et Raad“. „Dette bliver vanskeligt at finde paa“, svarede Sigurd, „siden du hverken vil slutte Forlig, eller vove Krig; lader os da drage nord til Throndhjem, hvor Landets meste Styrke er for os, og lad os undervejs samle alt det Mandskab om os, som vi kunne faa; maaskee Elvegrimerne da finde det slemt at forfølge os saa langt“. „Jeg vil ikke undfly for dem, som vi i Som mer joge paa Flugt“, svarede Magnus; „kom med et bedre Raad“. Da stod Sigurd op og gik sin Vej med de Ord: „nu skal jeg give dig det Raad, som jeg seer du vil have, og som vil gaa i Opfyldelse: sid her i Bergen, indtil Kong Harald kommer med en talrig Hær; da vil Død eller Skjendsel være dig vis“[1]. Og Magnus blev i sin Forblindelse roligt siddende i Bergen, uden engang at gjøre Forberedelser til at modtage Harald, om han skulde komme. Hvad han tænkte eller stolede paa, er vanskeligt at forstaa. Maaskee haabede han, at Harald Kesja, der just paa denne Tid vendte tilbage til Jylland og lod sig give Kongenavn paa Urnehoved-Thing, skulde beskjeftige ej alene Kong Erik, men ogsaa hans Ven Harald Gille saaledes, at denne ikke for det første kunde tænke paa at forlade Viken[2].
Men da Julen nærmede sig, drog Harald Gille afsted fra Tunsberg
