Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/76

Denne siden er korrekturlest
58
Magnus den gode.

indtraadte i Korpset, saaledes at flere Skribenter endog benævne det efter dem[1].

Væringernes fornemste Vaaben var den nordiske langskaftede Oxe, hvorefter de og kaldtes „Øxebærerne“[2], Sverd og et langt Skjold[3]. Det blev nøje paaseet, at deres Vaaben vare i god Stand; saa ofte de rykkede ud i Krigen, holdtes der Vaabenthing, hvorved Enhver maatte fremvise sine Vaaben[4]. Deels til Fornøjelse, deels vel og for at holde sig i Aande og hærde sine Legemer, plejede de dagligt at anstille Kamplege, med Bruden og lignende Legemsøvelser; men forat forebygge, at Nogen i Legens Hede og Heftighed skulde gaa for vidt, var den oven omtalte Bestemmelse foreskreven, at hvo som under Legen stod den anden efter Livet, skulde straffes med Døden[5]. Hvilken streng Tugt Væringerne for øvrigt overholdt, sees af en Fortælling, den byzantinske Forfatter Kedrenos meddeler netop fra den Tid, vi her nærmest have for Øje. Om Vintren 1034 til 1035 laa en Deel Væringer i Vinterkvarteer i det saakaldte thrakesiske Thema (i den vestlige Deel af Lilleasien). En af dem greb en Kvinde og vilde bruge Vold for at vanære hende, men hun var rask nok til at gribe hans Sverd og gjennembore ham dermed. Og saa langt fra at Væringerne vrededes over denne raske Handling, eller søgte at hevne

    Sven Tjugeskegg og Knut, og der altsaa maa antages at have staaet i et Slags Opposition mod dem, der nu ved Sven Ulfssøns Tronbestigelse fik meest at sige i Danmark, kunde det maaskee, naar de forlode England, være dem mindre behageligt at vende tilbage til deres gamle Fædreland, saa at de foretrak at gaa til Constantinopel.

  1. Saaledes kalder allerede Gaufred Malaterra, i sin Beskrivelse over Robert Viskards Krig (III. 27), dem „de Angler, der kaldes Væringer“ (Angli quos Varingos appellant). Kodinos (Cap. 7, P. 90), lader dem ved Julefesten ønske Kejseren mange Leveaar paa deres Fædrenesprog, nemlig Engelsk (ἐγκλινιστί).
  2. Paa Græsk πελεκυφόροι. Gaufred (l. c.) kalder deres Øxer caudati bidentes, hvorved han ogsaa sigter til deres lange Skaft; ved Udtrykket bidentes tænker han paa den dobbelte Spids. Anna Komnena kalder Øxene ἑτερόκοτα ξίφη, Niketas Choniata ἑτερόστομοι πελέκεις eller ἑτερότηκτα ξίφη; disse Udtryk, saa vel som Gaufreds, har man urigtigt fortolket ved „dobbelte Øxer“, med dobbelte Blad; men dobbeltbladede Øxer, der ej vare usædvanlige, kaldes ellers ἀμφίστομοι, og Sammensætningen med ἕτεροσ viser netop, at der kun var een Egg. Det er de lange Øxer, der i Norden selv kaldtes „norske Øxer“, og som Kong Knut bestilte hos Kalf under dette Navn (se ovenfor I. 2. S. 835); i Syden derimod oftere „danske Øxer“, hâches danoises. St. Olafs og Magnus’s Øxe „Hel“ var en saadan.
  3. Det lange Skjold (περιμῆκυς ἀσπίς) nævnes udtrykkeligt af Niketas, Joh. Komn. Cap. IV.
  4. Grettes Saga, Cap. 89.
  5. Se ovenfor I. 2. S. 422.