vinde Jarldømmet i Orknøerne betragtedes baade af andre og ham selv som heel ynkeligt. Paal derimod vendte i Triumf tilbage med de fangne Skibe, og højtideligholdt sin Sejr ved et stort Gjestebud, hvortil han indbød alle sine Venner, og gav dem store Gaver. Man blev her enig om, at der til Sikkerhed mod ethvert uformodet Angreb af Ragnvald Jarl fra Hjaltland skulde opføre Veter eller Varder paa Fridarø, Rinansø, Sandø, Vesterø og Rolfsø; saa snart man fra Fridarø saa Krigsskibe komme fra Hjaltland, skulde Veten antændes; denne Veie kunde sees fra Rinansø og Vesterø, hvis Veter, der i saa Fald ligeledes strax skulde sættes i Brand, igjen kunde sees fra Sandø og Rolfsø: derved vilde Krigsbudet i Hast komme lige til Rossø. Paa enhver af hine Øer sattes en paalidelig Mand til at passe Veten og sørge for Øens Forsvar. Paal beholdt mange Folk hos sig, indtil han fik Vished om at Ragnvald var rejst tilbage til Norge[1].
Da Ragnvald efter sit Hjemkomst traf sin Fader, spurgte denne ham, om han var ærgerlig tilmode. Ragnvald tiende ikke negte det, da hans Ferd havde løbet saa uheldigt af. „Deri kan jeg ikke være enig med dig“, svarede Kol. „Det forekommer mig allerede at være meget vundet ved at Hjaltlændingerne ere paa dit Parti, og dit Tog har dog saaledes ikke været forgjæves“. „Siden du kan rose denne Ferd“, sagde Ragnvald, „maa du enten være mere lunken for mine Anliggender end jeg tænkte, eller ogsaa maa du have Ting i Sigte, som ej falde mig ind: jeg ønskede derfor at du nu vilde hitte paa et Raad, og selv næste Gang følge med“. Kol sagde: „jeg vil ingenlunde fremstille Sagen som let, og dog holde mig selv borte; men naar jeg først tager mig af Sagen, for at skaffe dig den tilkommende Hæder, fordrer jeg at du ubetinget følger mine Raad.“ Dette lovede Ragnvald. „Først og fremst“, sagde Kol, „er det da mit-Raad, at du sender Bud til Kong Harald og vore øvrige Venner, at de til Vaaren hjelpe dig med Folk og Skibe, medens vi ogsaa selv i Vinter udruste os af al vor Evne, som de, der ved næste Tog enten ville vinde Øerne eller lade Livet“. Ragnvald bifaldt dette, og forsikrede saa vel paa sine egne, som sine forrige Staldbrødres Vegne, at de ikke ønskede sig mange slige Ydmygelser, som den, der nys var dem overgaaen. Der blev saaledes fra Agder, hvor Ragnvald og Kol tilbragte Vintren paa deres Gaarde, sendt Bud rundt om til Frænder og Venner: hos enkelte, sandsynligviis Kongen selv, indfandt Ragnvald sig personligt. De fleste tilsagde ham deres Bistand, og man havde det saaledes om Vintren travlt med Udrustninger. Ved Goe-Tid (i Februar Maaned) sendte Kol to Fragtskibe afsted, det ene til England, for at kjøbe Levnetsmidler og Vaaben, med det andet
- ↑ Orknøyingasaga S. 184, 186.
