under nogen Omstændighed at lægge sig ud med Biskoppen, eller overhoved med Svein Asleivssøns Venner og Frænder, saa meget mindre som denne egentlig havde gjort ham en Tjeneste ved at dræbe Svein Brjostreip, hvis onde Handlinger skaffede Jarlen mange Fiender. Hun raadede endog Jarlen til at sende Bud efter Svein Asleivssøn, skjenke ham fuldkommen Tilgivelse, og lade ham faa sine Ejendomme tilbage, for i ham at have en lige saa tro Støtte, som hans Fader havde været. „Gjeve Mænd“, sagde hun, „pleje altid at gjøre meget for at blive afholdte og skaffe sig paalidelige Tilhængere“. Dette Rand saarede Jarlens Forfængelighed alt for meget. „Du er vel en forstandig Kone, Ragna“, sagde han vred, „men ikke har du endnu faaet Jarlsnavn, eller skal du styre her i Orknøerne; har man hørt noget saa galt, som at jeg skulde tilkjøbe mig Forlig med Svein, og at jeg derved skulde kunne skaffe mig Sejr? Gud faar skifte mellem mig og min Frænde Ragnvald, og lade enhver faa Held efter Fortjeneste. Jeg har saa meget mindre kunnet fornærme Ragnvald, som jeg aldrig har seet ham. Hvad mine Frænder maatte have gjort ham, kan jeg ikke svare for; har jeg forbrudt mig mod ham, saa kan jeg nu komme til at bøde derfor, men vil han berøve mig mit Rige, da anseer jeg den for min bedste Ven, der hjelper mig til at forsvare det“. De fleste Tilstedeværende fandt ogsaa, at det var heel utilbørligt, at man nu vilde angribe Jarlen med Vaabenmagt for at berøve ham hans Rige[1].
Jarlen havde dog visselig Grund til at mistænke Biskop Villjam, da denne netop den foregaaende Høst havde gjort hiin forhen omtalte Rejse til Norge, ved hvilken han paa Tilbagevejen, under det lange Ophold ved det Ragnvald Jarl hengivne Hjaltland, var bleven saa pludselig omstemt med Hensyn til Troen paa Magnus Jarls Hellighed, at han kort efter Hjemkomsten erklærede ham for en sand Helgen, og lod hans Been optage og skriinlægge. Dette torde maaskee endog være Aarsagen til, at Biskoppen ikke, som man ellers kunde have væntet, var Jarlens Gjest i Julegildet paa Orfjara, og at han viste sig saa beredvillig til at befordre Sveins Flugt. Den højtidelige Optagelse af St. Magnus’s Been havde kun faa Dage forud (13 Decbr.) fundet Sted. Da Jarlen siden, sandsynligviis efter sin Tilbagekomst fra den nys omtalte Rejse til de nordlige Øer, var tilstede ved en Messe, som Biskoppen holdt for en talrig Forsamling, traadte en agtet Bonde fra Vesterø frem, og sagde at St. Magnus havde aabenbaret sig for ham i en Drøm, og befalet ham at lige til Biskoppen, at han ønskede at blive flyttet fra Birgsaa til Kirkevaag, hvor der just nu begyndte at danne sig en By. „Han havde“, sagde han, „af
- ↑ Orknøyingasaga S. 196, 197.
