Frygt for Paal Jarls Vrede i Førstningen ikke vovet at tale om Drømmen, men Natten efter havde St. Magnus atter viist sig for ham og truet ham med haard Straf baade her og hisset, hvis han ikke fortalte sin Drøm, og det i en stor Forsamling. I denne Hensigt havde han nu indfundet sig ved Messen“. Hans Foredrag modtoges af den hele Menighed med Enthusiasme. Alle fordrede eenstemmigt, at Helgenens Levninger skulde flyttes fra Birgsaa til Kirkevaag. Kun Jarlen sad taus, og ganske blodrød i Ansigtet. Han vovede dog ikke at lægge Hindringer i Vejen for Flytningen. Det var nu for seent, og vilde kun have skadet ham selv. I et højtideligt Optog drog Biskoppen med Skrinet fra Birgsaa til Kirkevaag, og fatte det over Alteret paa den Kirke, som da stod der, sandsynligviis St. Olafskirken, der lige til senere Tider var den egentlige Sognekirke. Og her strømmede da strax mange Pilegrime sammen, for at vaage ved St. Magnus’s hellige Levninger, og paakalde hans Bistand i Nød og Sygdom. Det er let at forstaa, hvad Virkning alt dette maatte udøve paa Folkestemningen til Bedste for Ragnvald Jarl, St. Magnus’s Systersøn, og til Skade for Paal Jarl, der var Søn af hans Drabsmand, og som desuden ej havde lagt Skjul paa, at Troen paa Magnus’s Hellighed var ham meget imod. Det er derfor ikke at undres over, om der nu herskede et spendt Forhold mellem ham og Biskoppen, og det bliver, som vi ovenfor ytrede, mere end sandsynligt, at Villjam under sin sidste Rejse til Norge hemmelig var paavirket af Kol, der vist ikke undlod efter bedste Evne at bearbejde Opinionen blandt Orknøboerne til sin Søns Fordeel, og som var alt for klog til ikke at øjne al den Nytte, man kunde høste af Ragnvalds nøje Slægtskabsforhold til Helgenen, hvorfor vi ogsaa i det Følgende see ham opfordre Ragnvald til at begynde sit Tog med Bøn og Paakaldelse til den hellige Magnus. Vi finde ligeledes Biskop Villjam fra denne Tid som en Ven og Tilhænger af Ragnvald Jarl, et Tegn til, at Noget maa været foregaaet, som fjernede ham fra Paal og drog ham over til Ragnvalds Parti[1].
Da Vaaren nærmede sig (1136), lod Paal Jarl, der neppe kan have savnet Efterretninger om hvad Kol og Ragnvald imidlertid toge sig for, paa ny holde Vagt ved Veterne, fornemmelig den paa Fridarø og Rinansø. Strax efter Paaske vare Kol og Ragnvald efter Bestemmelsen færdige med deres Udrustninger, og droge til Bergen, hver med sit Langskib, foruden et Transportfartøj; deres Ven Salmund fulgte dem med et tredie Langskib.
- ↑ Magnus Jarls Saga S. 535, 538. At dette skede endog kort efter Jarlens Hjemkomst fra Norderøerne, skjønnes deraf at Skriinlægningen fandt Sted 13de Decbr; siden den Tid og indtil Jarlens Hjemkomst saaes neppe han og Biskoppen; og ved Paasketid begyndte Fejden mellem ham og Ragnvald.
