den, vakte den derimod deres højeste Beundring. De forsamlede sig, bekrandsede hende og skjenkede vende alt den Dræbtes Gods, men bestemte derimod, at hans Liig skulde ligge ubegravet, som Selvmorderes, da han var falden paa sine egne Gjerninger[1].
Naar Væringerne vare ude i Felten, ledsagede de Hæren og udførte Marscherne til Hest, men naar et Slag forestod, stege de efter Nordboernes Skik af Hesten, og kæmpede til Fods, hvilket ogsaa bedst passede med deres Udrustning[2]. De betragtedes altid som deri kejserlige Hærs Kjernetropper, og de byzantinske Forfattere fortælle oftere om deres Heltegjerninger, og hvorledes deres Tapperhed gjorde Udslaget i mangen tvivlsom Kamp, men ligeledes ogsaa, hvorledes de stundom, i Bevidstheden af deres Kraft, og givende efter for den dem medføde Begjærlighed efter Ære og Gods, hvilken deres særegne Stilling ved Hoffet ej kunde andet end nære og forøge, blandede sig i Tronrevolutioner, og spillede en Rolle, der nærmede sig Prætorianernes i den gamle romerske Kejserstat.
Under det idelige Samkvem, der allerede længe havde fundet Sted mellem Norden og Constantinopel, men nu, siden Vikingekorpsets Oprettelse, var blevet endnu hyppigere, var der Anledning nok for Nordmændene til at høre lokkende Beskrivelser over det herlige Liv i den glimrende Kejserstad, over den Ære og Udmerkelse, Væringerne nød, den Anledning, de havde til at skaffe sig Rigdomme, de mange fremmede Lande, de fik see, og de mange glimrende Bedrifter, de udførte. De hjemkomne Væringer førte sig op med en Stads og Pragt, der ikke kunde andet end gjøre Indtryk paa mange af deres Omgivelser, især de Yngre, der endnu ikke havde seet sig om i Verden, og som, naar de alligevel skulde anvende nogle Aar paa at erhverve Livserfaring, Menneskekundskab og Krigskyndighed, ikke troede at kunne benytte denne Tid bedre end ved at tilbringe den i det prægtige Myklegaard, og saa godt som i Kejserens eget Palads, om hvis Rigdomme de nærede de æventyrligste Forestillinger, og maaskee endnu mere om den Lethed, hvormed man blot ved at gribe til, kunde erhverve sin Deel deraf. En slig hjemvendende Helt, hvis Opførsel og Fortællinger vist har bevæget mange af hans beundrende Frænder og Venner til at prøve deres Lykke i Constantinopel, var den af os tidligere omtalte Bolle, Søn af Bolle Thorleikssøn og Gudrun Usvifersdatter.
- ↑ Kedrenos, S. 735.
- ↑ Hos Anna Komnena IV. 6, p. 92 staar der: „Øxebærerne befalede han (Kejseren) tilligemed deres Anfører, at staa af Hestene og marschere frem foran Hæren i en liden Afstand fra denne“. Dette har man urigtigt forklaret, som om de ellers kæmpede til Hest, hvad der dog aldeles strider mod Nordboernes Skikke. Hvad Alexius her bød, er ingenlunde nogen Undtagelse, men det sædvanlige.
