i Argyll, og havde taget sin Tilflugt til Irland[1]. Sumarlide, der ej kunde finde sig i Landflygtigheden og den underordnede Stilling, hvori han var kommen, vendte hemmeligt tilbage til Argyll, satte sig i Spidsen for Indbyggerne i Morven, og gjorde sig inden føje Tid til Herre over hele Marven, Lochaber og Argyll, ja endog over Øerne Arran og Beite, der egentlig regnedes til Syderøerne[2]. Der findes intet Spor af at Kong Olaf modsatte sig ham; derimod fik Sumarlide, dog kun, som det beder, ved List, hans Datter af første Egteskab, Ragnhild, til Egte, hvilket, som den Manske Krønike siger, var til hele Rigets Ulykke, formedelst de fire Sønner, Sumarlide havde med hende. Her sigtes til Rigets paafølgende Deling og de voldsomme Tronstridigheder. Trods Giftermaalet har dog neppe Forstaaelsen mellem Olaf og den mægtige Sumarlide været synderlig god; og den Omstændighed, at Olaf nu i ham havde faaet en farlig Medbejler, medens han tillige havde at befrygte Tronprætensioner og Angreb af sin ældre Broder Haralds trende Sønner, der opholdt sig i Dublin[3], har maaskee gjort ham mere tilbøjelig end før til at søge Hjelp fra Norge og erkjende den norske Konges Højhed, saaledes som det i det følgende vil sees.
Paa Island var det i denne Tid ligeledes temmelig stille. Flere af de mægtige og anseede Mænd, som i Aarhundredets tidligere Deel havde haft meest Indflydelse, døde paa Harald Gilles Tid, nemlig Havlide Maarssøn († 1130), Biskop Thorlak Runulfssøn i Skaalholt, († 1133), og den lærde, højt fortjente Videnskabsmand, Sæmund Sigfussøn (den frode) i Odda († 1133). Ti Aar i Forvejen havde Thorlak os hans Medbiskop Ketil i Hole ordnet de kirkelige Anliggender ved at udgive og faa vedtaget den første Christenret paa Island (1123); de vare opfordrede dertil af Erkebiskop Asser, men det siges udtrykkeligt, at de toge Sæmund den frode saa vel som andre kyndige Mænd paa Raad med[4]. Thorlak efterfulgtes af Magnus Einarssøn, hvis Fader Einar var en Søn af den Magnus, som Faderen, Thorstein Siduhallssøn, havde opkaldt efter Kong Magnus den gode, med dennes eget, paa Dødslejet givne, Samtykke[5].
- ↑ Om Sumarlide se ovenfor S. 308.
- ↑ Skene, the Highl. Clans. II. S. 41, efter et Mskr. hos det højlandske Selskab i Skotland. Her antydes ogsaa at Kong David af Skotland skulde have erobret Man, Arran og Beite, og at Sumarlide skal have faaet dem i Len af ham, men dette er aabenbart en Fejltagelse eller Misforstaaelse, da David neppe førte nogen saadan Krig, og en Erobring af Man desuden ej kunde have undgaaet Omtale i den Manske Krønike.
- ↑ Harald var bleven afsat og blindet af Lagmand 1095, se ovenfor S. 506.
- ↑ Se Kristnisaga Cap. 12.
- ↑ Se ovenfor S. 258. Biskop Magnus bar saaledes Kong Magnus den godes Navn, eller var middelbart opkaldt efter ham.
