paa hvilket en Nordmand, ved Navn Arnbjørn, havde forladt Norge paa samme Tid, som Biskoppen og Einar Sokkessøn (1125), men som man siden ikke havde hørt det mindste til. Sigurd kjendte nemlig Arnbjørns Skib af Beskrivelse. Sigurd, hvis Pligt som Christen først og fremst bød ham at skaffe Ligene til Kirken, lod dem koge i nogle Kjedler, som man forefandt i Hytten, indtil Kjødet skiltes fra Benene, som derved bleve lettere at føre; de toge Sømmene ud af Handelsskibet, og brændte det op; men det store Skib med tilhørende Baand og alt Godset førte de med sig til Garde, hvor Sigurd lod Benene begrave, og, med Kameraternes Samtykke, skjenkede Skibet saa vel som en stor Deel af Godset til Kirken for Ejernes Sjæle. Da dette siden rygtedes til Norge[1], udrustede Arnbjørns Systersøn ved Navn Assur, tilligemed nogle andre Mænd, hvis Frænder havde hørt til Besætningen i det store Skib, et Fartøj og droge til Grønland, for at gjøre Paastand paa Skib og Gods som deres Arvedeel. De landede i Eriksfjorden, hvor de først dreve Handel med Indbyggerne; og da Vintren kom, tog Assur sig Ophold hos Biskoppen, de øvrige paa en Gaard i Nærheden,
Ud paa Vintren (1133) bragte Assur sit Ærende paa Bane for Biskoppen, og bad denne afstaa ham Arvegodset. Biskoppen vægrede sig derved, da han, som han sagde, kun havde fulgt Landets Love, og desuden ikke selv havde været.eneraadende i Sagen, hvorhos det var billigt at Godset anvendtes til de forrige Ejeres Sjælebod. Han erklærede det endog for heel upassende af Assur, nu at komme med Fordringer derpaa. Da blev Assur vred, forlod Bispegaarden, og tilbragte den øvrige Deel af Vintren hos sine Kamerater. Om Vaaren stevnede Assur Sagen for Grønlændingernes Thing i Garde: der indfandt han sig med sine Kamerater, og Biskoppen og Einar med et stort Følge. Men da Dommen var sat, traadte Einar til med sin Skare, og hindrede Nordmændene ganske fra at faa deres Sag fremmet, saa at de maatte vige Pladsen. Over denne Uret og Ydmygelse blev Assur vred, og hevnede sig ved at hugge to Bord ud af det store Skib lige over Kjølen. Derpaa begav han sig til Vesterbygden, hvor der laa et andet norskt Skib, som tilhørte en Kolbein Thorljotssøn fra Batalden i Søndfjord[2], og fik Tilsagn af ham og hans Kamerat Ketil Kalfssøn om deres Bistand mod Biskoppens Vrede og Einars Hevn. Biskoppen blev ogsaa virkelig saa forbitret ved at høre hvad Assur havde gjort, at han erklærede ham at have forbrudt sit
- ↑ Rygtet kunde ej komme til Norge samme klar, Skibet var fundet, thi dette var seenhøstes; man har saaledes i det allertidligste hørt noget derom i 1131. Og Assur kan igjen først klaret derefter, 1132, have forladt Norge.
- ↑ I Kongesagaerne staar at Kolbein var fra Batalden „paa Hadeland“, hvilket maa være en Fejltagelse.
