Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/777

Denne siden er korrekturlest
759
Biskop Arnalds Haardhed.

Liv, og sagde til Einar, at han vilde ansee ham for en Meeneder, hvis han ikke tog klækkelig Hevn over Assur. Einar, der var en fredelig Mand, gjorde Biskoppen Forestillinger, og ytrede at Assur dog havde haft stor Grund til Ærgrelse, saa at man ej maatte regne det saa nøje med ham. Men derom vilde Biskoppen intet høre, og viste Einar endog Kulde og Uvilje, fordi han ej strax var rede til at føje ham. Denne Uvilje vovede Einar ikke at trodse. Hans Ed forbandt ham til, som det hed, at forsvare Biskoppens og Kirkens Rettigheder, og mod sit Ønske, kun dreven af Frygt for den hevngjerrige Biskops Vrede, dræbte han Assur paa Kirkegaarden ved Langenes, just som Biskoppen selv havde holdt Messe. Biskoppens Haardhjertethed gik faa vidt, at han neppe engang vilde tillade at Liget fik en ordentlig Begravelse, uagtet Einar selv bad derom. Han tillod endelig at jorde det ved den Kirke, hvor de nu befandt sig, og hvorved ingen Prest var ansat, men han lod ikke nogen Prest synge over det, førend det var kommet i Jorden. Einar bebrejdede Biskoppen hans grumme Ferd, og spaaede store Ulykker deraf, men Biskoppen meente, at det ej havde nogen Nød.

Det rygtedes til Vesterbygden, hvor ilde det var gaaet Assur, og hans Frænde og Kamerat, ved Navn Simon, besluttede at optræde som Eftermaalsmand. Ketil Kalfssøn paatog sig at føre hans Sag, og drog i Forvejen med Kolbein og nogle flere til Thinget i Garde. De øvrige skulde strax følge efter paa Kolbeins Skib. Da Ketil og Kolbein kom til Thinget, var den gamle ærværdige Sokke allerede tilstede, og tilbød Forlig paa Einars Vegne, men Ketil Kalfssøn paastod lovlig Rettergang, og gik til Dommen. Her var dog Einar nu, som tidligere, paaferde, og drev Dommerne fra hinanden, faa at Nordmændene ej kunde faa deres Sag fremmet. Da de øvrige, hindrede ved Modvind, endnu ej vare komne, følte Ketil og Kolbein sig ej mandsterke nok til at maale sig med Einar, men modtoge, skjønt højst ugjerne, Sokkes atter fremsatte Mæglingstilbud. Det aftaltes, at Forliget skulde sluttes nogen Tid derefter paa et Sted ved Navn Eid, i Nærheden af Garde. Imidlertid kom ogsaa de øvrige Nordmænd vestenfra, og Kolbein ytrede, at havde de været tilstede paa Thinget, vilde det neppe nu være saa nær ved Forlig. Efter hans Forslag droge de alle, fuldt udrustede, til Forligsmødet, og skjulte sig i en afsides Vang ikke langt fra Bispegaarden. Einar kom just, som det ringede til Højmesse. Nordmændene, som hørte det, sagde at man gjorde alt for megen Ære af ham, naar man endog ringede med Klokkerne til hans Modtagelse. Ketil bad dem ikke at ærgre sig derover, da det maaskee torde blive til Ligringning inden Aften. Einar satte sig nu med sit Følge paa en Bakke, og Ketil, Simon, og flere af Nordmændene traadte frem, for, som det hed, at afslutte Forliget. Sokke, Einars Fader, fremlagde adskilligt