gamle Folk fra begge Riger, der maaskee kunde erindre og forklare, hvorledes det havde været vedtaget i Fredsslutningen 1101. Kong Sverke deeltog ikke selv i disse Forhandlinger, men derimod Jarlen i Vestergautland, den ovenfor omtalte Karl Sunessøn, hvis Moder Astrid var en Sønnedatter af Jarlen Orm Eilifssøn paa Oplandene, og saaledes nedstammede fra Haakon Lade-Jarl[1]. Karl var en ærgjerrig og mægtig Mand, som, i det mindste paa denne Tid, synes at have hersket temmelig uafhængigt af Kong Sverke, ja maaskee endog stræbte efter Kongenavnet. Kong Harald og han havde en personlig Sammenkomst paa Grændsen og hørte selv Vidnernes Forklaring. Ved denne Forretning synes Grændsen i det væsentlige at være bleven bestemt saaledes som den siden efter stedse har været, indtil største Delen af Ranafylke, eller som det senere kaldtes, Baahuuslen, blev afstaaet til Sverige.
Kong Erik Emune i Danmark havde imidlertid været heldig nok til at overrumple sin Broder Harald Kesja i Jylland og tage ham til Fange med alle hans Sønner paa een nær, ved Navn Olaf, som undkom til Kong Sverke, der tog sig af ham, og gav ham et Len i sit Rige[2]. At Olaf ikke flygtede til Norge, uagtet Harald Gille, som det hed, var hans Morbroder, og uagtet han siden tyede derhen, er merkeligt nok, og synes at vise, at der i det mindste da endnu ikke var opstaaet noget spendt Forhold mellem Harald og Erik. Dette tog maaskee først sin Begyndelse efter Haralds Giftermaal med Ingerid, hvilket synes at have fundet Sted i Be-
- ↑ Om Karl Jarl se ovenfor S. 451. Hans Slægtskabsforhold ere der omtalte. At det var ham, som havde Sammenkomsten med Harald, er utvivlsomt, uagtet det i den senere Grændseforretning af 1268, hvor de tidligere omtales, heder at „Eyulf i Gudrann og Ketil paa Haavasæter vidnede for Kong Karl og Kong Harald, at Fylsbek var ret Grændseskjel baade norden- og søndenfra“. I Norges gamle Love II. 488; Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1844, S. 160). Thi man vil ikke kunne opvise et eneste klar i hele den svensk-norske Historie, hvor en svensk Konge Karl og en norsk Konge Harald vare samtidige. Man har søgt at forklare „Karl“ som „Kol“, d. e. Erik Aarsæle; men han var død førend Harald Gille kom til Norge, end sige blev Konge. Sverkes Søn Karl kan det ej have været som Kongesøn, thi han blev ej fød før 1130. Derimod var Karl Sunessøn just paa denne Tid Jarl, og vi ville i det følgende strax efter Harald Gilles Død see ham ogsaa optræde som selvstændig Hersker, idet han paaførte Norge Krig, og, som det udtrykkeligt siges, vilde erobre Norge, og saaledes rimeligviis vinde sig Kongenavn. Det er derfor ikke usandsynligt at han.allerede kan have antaget dette, da Sammenkomsten holdtes, muligt og, at Kongetitlen alene ved en Skjødesløshedsfejl er givet ham i Grændsedokumentet af 1268.
- ↑ Dette omtales kun af den merkelige Roskildske Anonym, hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. S. 385. Saxo S. 660, siger kun at Olaf undkom, og lader ham senere (S. 667) komme tilbage „fra Norge“, hvor eller i hvis umiddelbare Nærhed vi ogsaa siden finde ham.
