gyndelsen af 1135, strax efter at han var bleven Enekonge[1]. Erik Emune lod faa vel sin Broder, som alle dem af hans Sønner, der faldt i hans Vold, syv i Tallet, grumt henrette; to af dem havde han allerede forhen B dræbt. Derved sikrede han sig saa godt mod alle Tronprætendenter, at , han i den øvrige Deel af sin korte Regjeringstid havde Fred indenlands, og kunde gjøre et stort Tog til Rügen, for at bekæmpe de vendiske Sørøvere, der nu, under de Uroligheder, som herskede i Danmark siden Knut Lavards Død, vare blevne saa dristige, at de endog vovede at vise sig i » Kattegattet og Nordsøen. Aarsagen hertil var vel for en stor Deel den polske Hertug Boleslavs Herjetog til Pommern for at udbrede Christendommen, og Biskop Otto af Bambergs fredeligere, men ikke derfor mindre heldige, Bestræbelser i samme Formaal, hvorved endog Fyrst Vratislav i Forpommern, den i Aaret 1106 afdøde Fyrst Svantibors Søn, lod sig omvende. Thi det faldt næsten af sig selv, at de Hedninger, der ej kunde finde sig i Christendommens større Udbredelse og Afhængighedsforholdet, søgte Trøst og Erstatning ved at drage ud paa Sørøveri og herje christne Landes Kyster. Med saadanne hedenske Vender har det maaskee været, at Harald Gille holdt hine tvende Søslag i Kattegattet og Øresund. I Aaret 1134 synes Hedningerne at have gjort almindelig Opstand; Vratislav blev myrdet, og hans Broder Ratibor, der vel endnu ikke havde antaget Christendommen, men i sit Hjerte var den gunstig, maatte, som man seer, holde gode Miner med Hedningerne, for at redde Herredømmet for sig og sine Brodersønner[2]. Vi finde nemlig, at han, næsten, f som det synes, mod sin Vilje, kort efter selv maatte drage i Spidsen for et stort Sørøvertog, der vel i det hele taget gjaldt de danske og svenske Kyster, og nærmest fremkaldte hiint store Tog, som Kong Erik siden foranstaltede, men som dog især gik ud over Kongehelle. Vendernes Overfald paa denne Stad er den merkeligste Begivenhed, der indtraf under Haralds hele Regjering.
Kongehelle var, som nys berettet, ved den Iver, hvormed Sigurd
- ↑ Da Inge, Haralds Søn, hyldedes i Viken, strax efter Haralds Død, altsaa vel i Begyndelsen af 1137, var han, som der siges, paa anden Vinter. Han maa saaledes være fød lidt før Vintren 1136—37, hvilket gjør det sandsynligt, at Brylluppet mellem Harald og Ingerid stod i Februar eller Marts 1135. Før 1135 har han neppe egtet hende, thi endnu indtil Juni 1134 levede hendes første Mand, og i sin Landflygtighedstid, eller under Forberedelserne til Krigen mod Magnus, er det ej rimeligt at han har tænkt paa noget Frieri.
- ↑ Se Barthold, Geschichte von Rügen und Pommern. II. S. 115.
