Jorsalafarer havde sørget for dens Opkomst, bleven den meest blomstrende Stad i Norge, og Rygtet om dens Velstand og Overflod maa paa denne Tid have været udbredt over hele Norden, i Særdeleshed da den ved sin Beliggenhed saa langt nede mod Syd, nær ved den danske Grændse, maatte være den af alle norske Stæder, hvorom man i Danmark og de sydligere Egne vidste bedst Besked. Det er derfor ej at undres over, om de vendiske Sørøvere, der i denne Tid sværmede om i de danske Farvande, betragtede dens Rigdomme som et lokkende Bytte, og væntede paa den første Lejlighed til at angribe og udplyndre den, især, hvis Harald Gille, som man ifølge det ovenfor omtalte maa formode, havde egget dem til Hevn ved hine tvende Søslag. Indbyggerne af Staden havde i alle Fald den største Opfordring til at være paa sin Post, ja der kom endog Advarsel, baade fra Kong Erik i Danmark, og Erkebiskop Asser, at de maatte tage vare paa sin Stad, saasom Venderne havde en stor Flaade ude, hvormed de herjede i de christne Lande, og stedse fik Overhaand. Der skal heller ikke have manglet paa allehaande Varsler om en stor Ulykke, der skulde times Staden. Natten til Søndag efter Paaske hørte man et stort Gny ude paa Gaden som om en Konge red derigjennem med hele sin Hird; Hundene tydede, brøde ud og bleve gale; de bede baade Folk og Fæ, og alle, som bleve bidte, baade Dyr og Mennesker, fik ligeledes Vandskræk og bleve afsindige. Saadant skede næsten hver Nat fra Paaske til Himmelfartsdag. Mange bleve forfærdede derved, solgte sine Gaarde og flyttede ud paa Landet eller til andre Byer. Endog de klogeste i Staden sagde, at alt dette maatte varsle om en eller anden stor Ulykke, der snart vilde ramme dem. Presten ved Korskirken, Andreas Bruunssøn, en af Stadens meest anseede Mænd, holdt første Pintsedag en lang og vakker Prædiken, hvori han til Slutningen bragte den Fare, der truede Staden, paa Bane, men bad Bymændene fatte Mod, og ikke lægge den herlige Stad øde, men heller sørge for dens Værn, det være sig nu mod fiendtligt Anfald eller Ildsvaade, og anraabe Gud om Hjelp. Men da det led nogen Tid hen, lagde Skrækken sig, og Bymændene overlode sig atter til Sorgløshed. I Byen opholdt sig just paa denne Tid den nys omtalte islandske Høvding, Presten Loft Sæmundssøn, rimeligviis for at afhente sin elleveaarige Søn, Jon, der var til Opfostring hos Andreas Bruunssøn[1]. Det er, som man maa antage fra Jon Loftssøn, i hvis Huus den berømte Snorre Sturlassøn siden opfostredes, at denne har faaet den nøjagtige Beretning om hele denne Tildragelse, som han siden meddeelte i sin Bearbejdelse af de norske Kongesagaer, og som vi her
- ↑ Se ovenfor S. 559, 757. I et enkelt Haandskrift angives Jons Alder til 9 Aar, men de fleste nævne „elleve“.
