gevel ej kunde vorde Bymændene til nogen klækkelig Hjelp. Da sagde Ølve vred: „om I faa alle blive her tilbage, vil jeg dog derhen alene: en eller to Hedninger skulle dog vel bide i Græsset for mig, inden jeg falder“. Med disse Ord styrtede han afsted, og ned til Byen. Nogle af de andre fulgte ham i Afstand, for at see,hvorledes det gik ham, og komme ham til Hjelp, om det skulde behøves. Da han kom saa nær Kastellet, at Hedningerne saa ham, løb strax aatte af dem fuldt bevæbnede imod ham og omringede ham. Ølve hævede Øxen saa langt tilbage, at dens bagerste Spids splittede Halsen paa den Vender, som stod lige bag ham, saa at han strax faldt død omkuld; i samme Hug satte han Oxen i Hovedet paa den, der stod foran ham, og kløvede det lige ned til Skuldrene. De øvrige satte ind paa ham, men han forsvarede sig saa kjekt, at to af dem faldt, de øvrige fire flygtede. Uagtet han selv var haardt saaret, forfulgte han dem, og indhentede dem ved et Dige, hvor de sad fast; her dræbte han endnu to af dem, men blev nu ogsaa selv siddende fast, faa at de to sidste undkom. De, der havde fulgt ham, ilede nu til, hjalp ham op og bragte ham tilbage til Skyrbaage. Han kom sig siden af sine Saar, og alle vare enige om, at ingen Mand nogensinde havde forsvaret sig kjekkere end han, een mod mange. Siden indtraf to Lendermænd, Sigurd Gyrdssøn og Sigard, med noget over 700 Mand til Skyrbaage; men den første vendte strax tilbage igjen med 480 Mand, uden at have draget Sverdet; Sigard derimod gik til Byen med 240, gav sig i Kamp med Fienden, og faldt med alle sine. Sigurd blev siden med Rette foragtet af alle, og døde ikke længe efter.
Imidlertid rasede Striden paa det heftigste omkring Kastellet, uden at dog Ratibor selv eller de to andre Høvdinger deeltoge deri: de holdt sig afsides[1]. Den tapre Befalingsmand eller, som han kaldtes, kongelige Sysselmand, Sæmund Huusfreyja, ogsaa en Svigersøn af Andreas Prest, stod selv med sin Søn Aasmund, og skød paa Fienden. Blandt Venderne var der en fortrinlig Bueskytte, som i hvert Skud fældte sin Mand; to Mænd stode paa hver sin Side af ham og dækkede ham med sine Skjolde. Sæmund bad Aasmund at skyde paa Bueskytten i samme Øjeblik, som han selv rettede sin Piil mod en af Skjoldbærerne. De gjorde saa; da Sæmunds Piil kom, rykkede Manden Skjoldet for sig selv,
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Beretningen; og saa vel heraf, som af Ratibors oftere gjentagne Fredstilbud til Nordmændene, og den kjendelige Ærefrygt, han viste Presten og Relikvien, ikke at tale om hans senere offentlige Overgang til Christendommen, kan man vistnok slutte, at Hedningernes Vildhed og Forstyrrelseslyst var ham imod, om han end nok havde til Hensigt at samle Bytte, og maaske at hevne sig paa Harald Gille. At Venderne siden brøde hans Tilsagn til Indbyggerne, er neppe at tilskrive ham, men alene Hedningernes Uregjerlighed.
