og blottede derved Skytten, hvem Aasmunds Piil traf lige i Panden, saa at den stod ud gjennem Nakken. Da Venderne saa ham falde død tilbage, hylede de som Hunde eller Ulve. Da lod Ratibor endnu engang tilbyde Nordmændene Grid, men de vægrede sig fremdeles ved at modtage den. Kampen begyndte paa ny, heftigere end forhen. En af Hedningeme vovede sig uden Skjold lige indtil Kastelporten og stak sit Spyd gjennem Gitret i en Mand, der stod indenfor; man skjød og stak paa ham, men uden at det beed: dette tilskrev man Trolddom, og Andreas Prest leverede derfor Aasmund et Stykke Tønder, antændt i indviet Ild, hvilket denne satte paa Odden af en Piil, og skød den mod Venderen. Pilen traf, og Venderen faldt død til Jorden: ogsaa da hylede og hvinede Hedningerne, som før. Man saa nu Venderne flokke sig hen til Fyrsten, som om de nu syntes at have faaet nok, og at det var paa Tide at begive sig bort. Men en Nordmand, der kunde vendisk, og gjorde Tjeneste som Tolk, sagde at Høvdingen Unnibor kun gjorde sine Folk opmerksom paa, at Nordmændene, der først havde forsvaret sig med Pile og Spyd, siden med Stene, nu tilsidst kun brugte Stavre og Stokke, og derfor efter al Rimelighed paa det nærmeste havde opbrugt sit Vaabenforraad, saa at det vel var Umagen værd endnu at vove en Dyst, skjønt det paa den anden Side vistnok havde næret.bedst, om man aldrig havde indladt sig med et saa stridbart Folk; „om vi end“, sagde han, „tage alt det Gods, der findes i Byen, burde vi dog give ligesaameget til, at vi ej vare komne her“. Hvor vidt man fra Kastellet endog kunde høre Unnibors Ord, mer, om man hørte dem, opfattede dem rigtigt, maa staa ved sit Værd[1]: vist er det, at Hedningerne fornyede Angrebet, og at Nordmændene nu lede saadan Mangel paa Forsvarsvaaben, at de maatte hugge hver Stave i to Stykker. Da faldt den brave Befalingsmand, Sæmund Huusfrøyja. Kampen førtes dog ikke med den Udholdenhed, som før, men standsede af og til, da man paa begge Sider vare trætte og saarede. I en af disse Standsninger gjentog Ratibor endnu engang sit Tilbud, at Nordmændene, hvis de vilde overgive Kastellet, skulde faa fri Udgang med deres Vaaben, Klæder, og alt hvad de kunde bære med sig. Da Nordmændene nu manglede en Anfører[2],
- ↑ Maaskee dog at Nordmanden stod udenfor Kastellet hos de vendiske Fyrster, i sin Egenskab af Tolk, og først senere fortalte fine Landsmænd hvad Unnibor havde sagt.
- ↑ Det siges vel i Beretningen, at der foruden Sæmund ogsaa var en anden Sysselmand i Byen, ved Navn Guthorm, Søn af Harald Flette; men han nævnes ikke senere som Deeltager i Kampen, og har rimeligviis været en gammel, svag Mand. Han var nemlig, som man seer, en Broder af hiin danske Sven Haraldssøn, som allerede i Aaret 1090, altsaa 45 Aar tidligere, optraadte som Modkonge mod Magnus Barfod, se ovenfor S. 482.
