skulde være. Kongen foreslog det nye, med Pell betrukne Hynde, som hun sad paa. Biskoppen fik det, og Kongen gav ham ligeledes sit eget, der var Mage dertil. Bordkarret, der vejede 8 Merker, blev siden gjort til en Kalk for Skaalholts Kirke, og af Hyndernes Betræk gjordes Chorkaaber[1]. Overhoved, siges der, var Kongen gudfrygtig, gavmild og storsindet mod sine Venner[2]. Det Løfte, han aflagde strax før Angrebet paa Magnus i Bergen, at ville opføre en Kirke til St. Olafs Ære der i Staden, hvis han sejrede, opfyldte han vistnok, skjønt det ikke udtrykkeligt omtales; Kirken, den saakaldte Olafskirke paa Bakkene, der laa netop i det Bakkeheld over Byen, hvor han trængte frem mod Magnus, omtales nemlig i Aaret 1181[3] som en af Byens Kirker paa en saadan Maade, at man kan see at den da ikke nylig har været opført, og det bliver derfor det rimeligste at antage den i det mindste paabegyndt, om end ikke aldeles fuldført, af Harald Gille.
Harald fik ikke længe fryde sig ved Enebesiddelsen af Norges Trone. Det farlige Exempel, han selv havde givet paa, at en hidtil ubekjendt Mand kunde optræde som Kronprætendent, og drive sin Fordring igjennem, maatte nødvendigviis friste andre ærgjerrige Mænd til at prøve sin Lykke paa lignende Maade, og vi ville i det følgende see, hvorledes dette blev mere og mere almindeligt. Den første, der efter Harald selv traadte frem af Dunkelheden med saa store Fordringer, var Sigurd Slembedjakn. Hans virkelige eller foregivne Herkomst, og den temmelig indgribende, men kortvarige Rolle, som han spillede paa Orknøerne, under Stridighederne mellem Jarlerne Paal og Harald, er allerede ovenfor omtalt[4]. Forviist fra Orknøerne af Paal Jarl formedelst Thorkell Fostres Drab, vendte han atter tilbage til den skotske Kong Davids Hof, opholdt sig hos ham i halvtredie Aar, og deeltog med Udmerkelse i flere af hans Krigstog, sandsynligviis mod Angus Mac Heth, Jarlen i Moray, en Ætling af Kong Suhm, der gjorde Fordring paa Kongetronen, men faldt i et Slag mod Kong David i Aaret 1130[5]. Skalden Ivar Ingemundssøn, der har besunget hans
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 16, Snorre Cap. 12.
- ↑ Hungrvaka, l. c.
- ↑ Sverres Saga Cap. 40.
- ↑ Se ovenfor, S. 682.
- ↑ Se herom især Melrose-Annalerne ved 1130, og Fordun, V. 42, VIII. 2. Man har neppe Valget mellem noget andet af Davids Krigstog, end dette, thi de øvrige, som han førte, navnlig mod England, falde senere. At Sigurd virkelig tjente til Felter under David, er utvivlsomt af Ingemunds i Morkinskinna (fol. 32. b.) citerede Verk. Ingemund siger ligeledes at han efter Thorkells Drab opholdt sig hos David i fem Halvaar eller 2½ Aar, og Morkinskinnas Text tilføjer, at han efter Slaget ved Staur drog til Rom
