Da Harald blev dræbt, var Dronning Ingerid, som vi have seet, i Bergen, men hendes og Haralds neppe toaarige Søn, Inge, var til Opfostring i Viken hos den anseede Lendermand Aamunde Gyrdssøn, en Sønnesøn af den tidligere omtalte Høvding Lov-Berse. Haralds Søn med Thora, Sigurd, paa den Tid ikke fulde 4 Aar gammel, var til Opfostring i Thrøndelagen, hos Lendermanden Gyrd Baardssøn, kaldet Saade-Gyrd. Dronningen overlagde strax med Lendermændene om, hvad der var at gjøre, og det besluttedes, øjeblikkeligen at sende et hurtigløbende Fartøj til Throndhjem for at melde Haralds Fald, og anmode Thrønderne om at tage hans Søn Sigurd til Konge, medens Dronningen selv rejste til Viken, for der at lade sin egen Søn, Inge, hylde. Riget skulde saaledes atter regjeres af tvende Konger i Fællesskab. Da Dronningen med sit Følge ankom til Viken, hvilket neppe skede førend efter Nytaar 1137, blev der strax tilstevnt Borgarthing, hvor Inge, trods sin spæde Alder, blev tagen til Konge. Hans Sag understøttedes nemlig af de fleste Stor-Høvdinger, fornemmelig hans Fosterfader Aamunde og den mægtige vikverske Lendermand Thjostulf Aalessøn. I Throndhjem understøttedes paa samme Viis Sigurds Sag af de mægtige Høvdinger Ottar Birting, som forhen er omtalt, Agmund Svifte, Peter, en Søn af Sauda-Ulf, der igjen var en Dattersøn af Ulf Stallare, Guthorm Aasulfssøn paa Rein, hans Broder Ottar Balle, og mange flere, og han blev tagen til Konge paa Ørething. Næsten hele Almuen, heder det i Sagaen, underkastede sig Brødrene, i Særdeleshed fordi der gik Ord af, at deres Fader var hellig. Der blev tilsvoret dem Troskabsed, ifølge hvilken Kongedømmet i Norge ikke skulde tilfalde nogen anden Mand, saa længe nogen af Kong Haralds Sønner var i Live. Harald Gilles tredie Søn, Magnus — om Eystein vidste man dengang endnu intet — blev, som det synes, ikke strax tagen til Konge[1]. Maaskee han først fødtes efter Faderens Død, eller saa nyligt forud, at man endnu ikke vel kunde tage Hensyn til ham; det erfares desuden i det følgende, at han var en sygelig Krøbling, saa at man rimeligviis antog, at hans Liv kun vilde blive kortvarigt.
Imidlertid havde Sigurd Slembedjakn fundet en bedre Modtagelse i Nordhørdeland og de nærmeste Fylker nordenfor, end i Bergen. Saavel i Nordhørdeland, som i Sogn holdt han Thing med Bønderne, der gave
- ↑ Af Sagaens Udtryk i Cap. 14, Snorre Cap. 13, lader det til, at Magnus ej blev tagen til Konge, førend ved den Lejlighed, da Eystein fik Kongenavn, og Riget paa ny blev deelt.
