ham Kongenavn, og af hvilke mange gik ham til Haande; i Fjordene blev han ogsaa godt modtagen, og fik sig her en Tyvesesse tilligemed nogle Smaaskuder, for at fortsætte Vejen nordefter langs Kysten[1]. Det lader ikke til, at han landede, førend han kom til Nordmøre. Men her vare allerede Breve og Hilsener fra de Høvdinger, der havde erkjendt Sigurd og Inge som Rigets lovlige Konger, komne ham i Forkjøbet; Indbyggerne havde gjort fælles Sag med Thrønderne, og han fik saaledes ingen Tilhængere iblandt dem. Da det altsaa tegnede sig daarligt med de Udsigter, han havde til at erhverve et Parti i sit eget Navn, besluttede han at forsøge, om det ej vilde lykkes ham bedre, naar han fik den forrige, nu blindede og lemlæstede Konge, Magnus Sigurdssøn, i sin Vold, og optraadte som hans Ven og Forsvarer. Til den Ende skyndte han sig af alle Kræfter ind til Nidaros, for at komme faa uventet som muligt; dog skal han efter een Beretning ved hemmelige Budsendinger have forberedt sine og Magnus’s Venner paa sin Ankomst[2]. En Nat kort efter Juul (i Januar 1137) ankom han udenfor Staden, lagde strax til ved Nidarholms Kloster, og tog Magnus ud, skjønt Munkene modsatte sig det, og uagtet han allerede havde aflagt Klosterløftet og modtaget Indvielsen. Enkelte paastode at Magnus imod sin Vilje og kun nødtvungen fulgte med, men den almindelige Tro var dog — og dette var, naar man seer hen til Magnus’s senere Ferd, det sandsynligste — at han gjorde det nok saa gjerne, og at hiint Udsagn kun var udspredt for at besmykke ham. Da Sigurd havde faaet Magnus i sin Vold, forsøgte han et Øjeblik sin Lykke i Byen, uagtet den nys hyldede Kong Sigurd var der tilligemed en Mængde mægtige Mænd, saa at det kun var lidet raadeligt for ham at vove sig derhen. Han roede imidlertid, ledsaget af alle sine Venner, ind i Elven, og fæstede Landtov i Kongsgaarden; men hele Almuen ilede til med truende Miner, og han maatte strax skynde sig ud igjen[3]. Dog havde han ikke forregnet m„ idet han opstillede Magnus blinde som den egentlige Tronprætendent. Thi saa lidet skikket denne end var til Regjeringen, faa fandt han dog mange Tilhængere især blandt sine forrige Hirdmænd og Venner. Af disse nævnes særskilt Bjørn Egilssøn, Gunnar af Gimse, Brødrene Thorkell og Halldor Sigurdssønner, Aslak Haakonssøn og tvende Brødre, Benedikt og Erik[4], foruden den Hird, der forhen havde været hos Mag-
- ↑ Fagrskinna, Cap. 256.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 2.
- ↑ Saaledes Morkinskinna fol. 33 a. De øvrige større Kongesagaer lade Sigurd først lægge til Kongebryggen, førend han udtager Magnus af Klostret, hvilket er aldeles usandsynligt.
- ↑ Om disse Mænd tales der ikke paa noget andet Sted, men de synes alle at
