Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/80

Denne siden er korrekturlest
62
Magnus den gode.

Johannes’s Anbefaling, hævet til den høje Hof-Værdighed af Pantheon-Archont. Sne blev, som den listige Johannes havde beregnet, forelsket i Michael, og indlod sig i utilladelig Forbindelse med ham. Hendes Hensigt var nu at rydde Romanos af Vejen, egte Michael, og sætte ham paa den ledige Trone. Medens “Romanos’s Magt sted paa saa svage Fødder hjemme, truedes Riget ogsaa udenfra af farlige og mægtige Fiender. Saracenerne foruroligede de østlige Grændselande, og gjorde ødelæggende Tog til Søs langs de græske Kyster. De nordlige Grændser herjedes af Bulgarerne og Petschenegerne. I Italien, hvor de græske Kejsere endnu besad den sydøstligste Deel, eller Apulien og Calabrien, havde de i den senere Tid haft den største Vanskelighed ved at forsvare disse Besiddelser mod de langobardiske Hertuger og mod en Opstand i Hovedstaden Bari, der understøttedes af nordmanniske Krigere, og uagtet det endnu kun var kort Tid siden man første Gang saa disse i Italien, havde de dog allerede fæstet Fod i Landet[1].

Der var saaledes Anledning nok for Harald til at komme i Felten og tilegne sig Krigserfarenhed. Endnu samme Høst, han kom til Constantinopel, deeltog han, sandsynligviis blandt de russiske Hjelpetropper, i et Søtog, den byzantinske Anfører Nikephoros Karantenos gjorde med Galejflaaden[2] mod en Deel Saracener fra Afrika, der havde herjet Kysterne lige fra Peloponnes til Korfu. Dette Tog var meget heldigt; Saracenerne bleve overvundne, en Deel af deres Skibe stukne i Brand: de øvrige lede paa Tilbagerejsen Skibbrud ved Sicilien, saa at Besætningen fandt sin Grav i Bølgerne. „Skibet, hvorpaa Harald kæmpede“, siger den samtidige Skald Bølverk Arnorssøn, Thjodolfs Broder, „blev næsten fyldt med Blod, og de udskyllede Liig dreve op paa Kysten søndenfor Sicilien“[3]. Saracenerne i Afrika udrustede strax en ny Flaade paa 1000 Skibe, og begyndte atter at herje de græske Kyster, men med lige saa lidet Held som forhen: Nikephoros slog dem aldeles og bragte en Mængde Fanger til Constantinopel[4].

Dette var altsaa Haralds første Felttog i den græske Kejseres Tjeneste. Vore Sagaer nævne ikke udtrykkeligt at han strax ved sin Ankomst til

    som skaffede ham det andet Tilnavn, epilepticus (Guil. Appulus, p. 245). I vore Sagaer er Navnet stundom forkortet til Katalak, se Grettes Saga, Cap. 89. Ellers skrives det heelt ud, katalaktus, se Fagrskinna, Cap. 150. Magnus den godes Saga, Cap. 3, Snorre, Cap. 3.

  1. Om Opstanden i Bari saa vel som Nordmannerne i Nedre-Italien se strax nedenf.
  2. „Samme Høst foor han ud paa Galejerne med Hærmænd ud i Grækenlandshavet“, staar der i Harald Haardraades Saga, Cap. 3, Snorre, Cap. 3.
  3. Harald Haardraades Saga, Cap. 5.
  4. Kedrenos, S. 730—732.