og Medbejler Harald Gille, afholdt dette dog ikke Magnus fra at tye til ham om Hjelp, ligesom og Erik paa sin Side tog venligt imod ham. Man maa derfor, som tilforn ytret, næsten formode, at der allerede for Harald Gilles Dyd var indtraadt et spendt. Forhold mellem denne og den danske Konge. Magnus forestillede Erik omtrent det samme, som han havde forestillet den svenske Jarl, nemlig at det nu var et belejligt Tidspunkt til at underkaste sig Norge: han sagde, at hvis Erik kom med hele sin Hær, vilde neppe nogen Nordmand vove at skyde et Spyd imod ham; han bad ham derfor indstændigt at følge ham tilbage, for i Forening med ham at underlægge sig Landet. Den ærgjerrige og herskesyge Erik lyttede til hans Overtalelser, opbød Leding og drog med en Flaade af ikke færre end 240 Skibe[1] til Norge. Magnus og hans Mænd ledsagede ham. Da han kom til Viken, gik han temmelig fredeligt frem, saa længe han holdt sig paa Østsiden, thi der skal han have forefundet flere af Magnus’s Venner[2]. Anderledes var det derimod, da Flaaden lagde over til Vestsiden af Folden, for at løbe ind til Tunsberg; her havde mange Lendermænd forsamlet sig under Anførsel af Orm, sædvanlig kaldet Vatn-Orm, en Søn af Dag Eilifssøn[3], og hindrede Danerne faa fuldstændigt fra at gjøre Landgang, at de ikke engang kunde faa hentet Vand, men med betydeligt Folketab maatte lægge fra. Erik haabede bedre Held inde i Oslo, hvor han hørte at Thjostulf Aalessøn skulde ligge med en temmelig ringe Styrke. Han sejlede derfor ind i Fjorden, og naaede om Aftenen Hovedøen, hvor han laa for Anker om Natten. Byens Indbyggere, der frygtede for at deres Helligdom, St. Halvards Skriin, skulde falde i Danernes Hænder, vilde allerede om Aftenen bringe det i Sikkerhed, men det befandtes, siges der, saa tungt, at man ej kunde faa det længer end et Stykke ned paa Kirkegulvet, uagtet faa mange, som kunde komme til, toge fat. Saa snart det blev luft den følgende Morgen, lagde Erik ind til Byen, og Thjostulf, der med de Folk, han for Øjeblikket havde om sig, virkelig var for svag til at gjøre Modstand, trak sig tilligemed Bymændene og Skrinet ud af Byen, overladende denne til dens Skjebne. Ved denne Lejlighed, fortælles der, var Skrinet, som Aftenen forud havde været faa tungt, nu med eet blevet saa let, at der ej behøvedes flere end 4 Mand til at bringe det bort[4]. Det blev ført
- ↑ I de trykte Kongesagaers Text staar „sex Hundreder“ (ɔ: 710), hvilket aabenbart er Skrivfejl; alle de øvrige Sagabearbejdelser have „to Hundreder“.
- ↑ Knytlingasaga Cap. 102.
- ↑ Om Vatn-Orm, som overhoved om Dag Eilifssøns Børn, se ovf. S. 456.
- ↑ Knytlingasaga nævner 6 Mænd. At dette tilsyneladende er indtruffet, kan man vel neppe betvivle: det foregivne Mirakel var let at forberede.
