Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/804

Denne siden er korrekturlest
786
Inge og Sigurd Haraldssønner.

Styrke. Han skyndte sig strax bort, men Aamunde indhentede ham, nødte ham til at udholde en Kamp, og dræbte mange af hans Folk. Erik opgav nu Haabet om at gjøre nogen Fremgang i Norge, og vendte tilbage til Danmak, højst forbitret paa Magnus og hans Mænd, der, som han sagde, havde holdt ham for Nar, ved at skildre Folkestemningen langt anderledes, end den i Virkeligheden var, og derved lokke ham til et saa uheldigt og uhæderligt Foretagende; thi det sagde alle, at daarligere Ferd end denne havde man endnu aldrig seet foretagen til et andet Kongerige med en saa stor Hær. Han lod sig forlyde med, at han herefter ikke skulde være saa god en Ven af Magnus, som før. Han havde saa meget mere Grund til at harmes over Toget, som det i høj Grad bidrog til at svække hans allerede temmelig vaklende Yndest blandt de Store i Danmark. Thi mange af disse klagede over, at de vare blevne tvungne til at deeltage i Toget mod Norge, og havde maattet sætte sig i Bekostning uden at have Ære eller Fordeel, men alene Skam og Skade[1]. Sandsynligviis vilde Erik ved given Lejlighed have ladet Magnus føle sin Uvilje, og undgjelde for de skuffede Forvæntninger. Men denne Fare afværgedes, da Erik kort efter sin Hjemkomst blev, aldeles uvæntet, dræbt paa Urnehoved Thing i Sønderjylland af en anseet Mand i Jylland, hvis Fader han havde ladet aflive fordi han vovede at tale imod ham til Thinge. (18 Septbr 1137). Saaledes kunde Magnus uden Fare fremdeles opholde sig i Danmark. Til Erik Emunes Eftermand paa den danske Trone udvalgtes efter tre Maaneders Mellemrum den tapre og fromme, men derhos charakteersvage Erik Haakonssøn, formedelst sin Godmodighed kaldet „Lam“, eller „den Spage“ en Søn af Eriks Syster Ragnhild og en fornem Mand ved Navn Haakon, der efter sin Moder, Sunniva, en Datter af Jarlen Haakon Ivarssøn fra Norge, kaldtes Haakon den norske[2]. Erik Emunes Søn Sven, Knut Lavards Søn Valdemar, og Kong Nikolas’s Sønnesøn Knut vare vel nærmere arveberettigede, men de vare endnu mindreaarige, og Erik var det eneste voxne Medlem af Kongefamilien, med Undtagelse af den forjagne Olaf, Harald Kesjas Søn, om hvem der ej synes at have været Spørgsmaal, men som rigtignok strax efter ved Vaabenmagt søgte at gjøre sine Rettigheder gjeldende.

  1. Inge Haraldssøns Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. 4. Fagrskinna Cap. 257, Morkinskinna fol. 33. b. Knytlingasaga Cap. 102, Saxo S. 662. Men det maa vel merkes, at Saxo højst urigtigt henfører Toget til Harald Gilles Tid, og lader Erik Emune drage til Norge for at staa denne bi.
  2. Om hans Herkomst se nærmere ovenfor S. 301, jvfr. Slægtregistret bagved nærværende Bind.