tvende Skibe, maa man næsten formode, at han har faaet nogen Understøttelse af Lendermændene i Viken, der paa den Maade kun gjengjeldte, hvad der fra dansk Side var skeet mod Norge[1]. Men dette maatte igjen foraarsage, at den danske Konge eller Høvdingerne i Jylland toge sig desto alvorligere af Sigurd og Magnus, og da der desuden i denne urolige Tid altid maatte være krigs- og æventyrlystne Folk nok at faa hvervet i Danmark, var et nyt og alvorligere Angreb derfra med det første at forudsee. Nordmændene kunde heller ikke være uvidende om, at Sigurd og Magnus virkelig med Danernes Hjelp gjorde betydelige Udrustninger. Under disse Omstændigheder fandt Indbyggerne af Viken og Bergen det, som rimeligt var, heel utilbørligt, at Kong Sigurd og hans Venner sad i god Ro nord i Nidaros, skjønt hans Faders Mordere passerede Throndhjemsleden, men overlode Landets Forsvar til Kong Inge og hans Mænd, der sad øster i Viken paa det farligste Punkt. Inges Høvdinger udfærdigede derfor i hans Navn følgende Brev, der er merkeligt ej alene formedelst sit Indhold, men ogsaa fordi det er det ældste hidtil bekjendte offentlige Aktstykke til Norges Historie[2]. „Kong Inge, Søn af Kong Harald, sender sin Broder Kong Sigurd og hans Raadgivere, Saada-Gyrd, Agmund Svifte og Ottar Birting, alle Lendermænd, Hirdmænd, Huuskarle og hele Almuen, Rige og Fattige, Unge og Gamle, Guds og sin Hilsen. Alle Mand er vitterlig den Vaande, hvori vi ere stedte, faa vel som vor Barndom, da du kun er fem, jeg kun tre Aar gammel, saa at vi intet kunne foretage uden ved Bistand af vore Venner og gode Mænd. Nu tykkes det os, som om jeg og mine Venner ere den fælles Nød og Fare nærmere end du og dine, der sidde i Ro og Mag. Gjør nu faa vel, at du faa snart og med saa mange Folk som muligt kommer hid til mig, paa det at vi kunne være samlede, hvad der saa indtreffer. Nu er den vor bedste Ven, som gjør sit til at vi ere saa enige og samholdende som muligt i alle Dele. Men dersom du unddrager dig, og fremdeles, som du før har gjort, ikke kommer efter min Budsending og trængende Anmodning, maa du være belavet paa, at jeg drager imod dig med en Krigsmagt, og da faar Gud skifte mellem os. Thi vi kunne ikke længer finde os i at vi skulle sidde her.med saa stor Bekostning, som udfordres til Ufreden,
- ↑ Olaf Haraldssøn fremkom, saa vidt man efter de nøjagtigste Undersøgelser kan slutte, med sine Arvefordringeri 1138, men begyndte Krig 1139. Sandsynligviis var, som oven antydet, hans Uheld i Elven mod Sigurd Slembedjakn Aarsag til, at han ej kunde begynde den før, da han vel paany maatte skaffe sig Folk og Skibe.
- ↑ Det anføres, næsten ordlydende, saavel i Morkinskinna, som i Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og hos Snorre.
