Han havde været Magnus’s stadige Følgesvend, medens hans Broder derimod var paa Kong Sigurds Parti. Det lykkedes ham nu selv tredie at komme over i sin Broders Skib, og denne tog dem strax i sin Beskyttelse; men aldrig saa snart bleve Kongernes Krigsmænd dette var, førend de stormede ind paa Jon med dragne Sverd, og vilde have dem udleverede. Jon satte sig til Modværge, og det var nær kommet til formelig Kamp; men Striden blev dog bilagt saaledes, at Ivar og en af de to andre, ved Navn Arnbjørn, fik beholde Livet, imod at Jon forbandt sig til at udbetale Løsepenge, der dog siden bleve ham eftergivne. Den tredie derimod, ved Navn Ivar Dynta, en udmerket smuk Mand, stod ikke til at frelse, thi han havde været tilstede ved Bentein Kolbeinssøns Drab, og dennes Brødre vilde ikke paa nogen Maade modtage Løsepenge for ham[1]. Han blev ført op paa Land og halshuggen. Hans heldigere Medfange og Navne Ivar, der senere blev Biskop i Nidaros, sagde siden, at aldrig havde noget rystet ham mere, end da Ivar Dynta førtes op for at aflives, og sagde ham det sidste Farvel[2].
Sigurd Slembedjakn kæmpede længe med den største Tapperhed paa sit Skib, men det fyldtes mere og mere med Fiender, og efter at han en Stund ganske alene havde forsvaret sig mod de fremstormende Skarer, styrtede han sig overbord, for at forsøge paa at undkomme ved Svømning. Dette var vanskeligt nok, da Kong Inges Mænd roede om i Smaabaade, og dræbte enhver, som de fandt svømmende. Men Sigurd besad en overordentlig Færdighed i Svømning, som i alle andre Legemsøvelser, og han førte, stedse belavet paa et saadant Tilfælde, Fyrtøj hos sig, hvis Kunst var sikret mod Varde ved at være indlagt i en Valnødskal, omgiven med Vox. Sigurd holdt Skjoldet over sig, saa at enhver, som saa det, og ikke vidste nærmere Besked, maatte tro at det kun var et af de mange Skjolde, der tilligemed Vaaben, Klæder og døde Mand flød mellem Skibene. Under Vandet afførte han sig først sin Brynje og siden efter saa vel Kjortlen som andre Klædningsstykker, da han frugtede for at blive gjenkjendt derpaa, naar han dukkede op for at drage Aande. Han holdt sig nede paa Dybet, saa længe han formaaede, for at hans Efterstræbere skulde tro ham druknet, og da han tilsidst atter maatte op til Overfladen, klamrede han
- ↑ Arnbjørn, med Tilnavn Ambe, var ogsaa en Islænding. Om Ivar Dynta heder det, at han var indthrøndsk paa mødrene Side, hvilket vel middelbart tilkjendegiver at han var en Islænding paa fædrene.
- ↑ Dette Udsagn af Biskop Ivar meddeeltes Erik Oddssøn, der aller først optegnede disse Begivenheder, af Gudrid, en Syster af Erkebiskoppen Jon Byrgessøn; hun havde selv hørt Biskop Ivar sige det.
ret fra Island. Fagrskinna har, aabenbart ved en Læsefejl, Jóns Bergþórssunar istedetfor Jóns broður síns.
