paa knuste de hans Rygrad med en Stok, slæbte ham til et Træ og hængte ham. Under alle disse Piinsler viste han den utroligste Standhaftighed. Et Øjevidne[1] har berettet, at Piinslerne ikke lode til at gjøre større Indtryk paa ham, end paa en Stok eller Steen. Det ansees ellers, heder det, for Beviis paa den største Kjekhed og Standhaftighed, naar man under saadanne Piinsler taug stille, eller kun krympede sig lidt; men Sigurd talte, og det saa roligt og ligegyldigt, som om han sad ved Ølbænken med sine Venner; hans Røst var hverken højere eller lavere eller mere skjelvende, end sædvanligt. Han svarede kun ellers faa af dem, der talte til ham; men han sang en Psalter under Piinslerne; stundom faldt han vel i Afmagt, men naar han kom til sig selv igjen, begyndte han hvor han slap, og bad for sine Fiender. Og da han var død, vare alle, baade Venner og Uvenner, enige om, at ingen Mand havde været dygtigere i alle Maader end Sigurd, saa vidt de kjendte til, men at han kun ikke havde haft Lykken med sig. Dette var et sandt Ord, thi havde Sigurd sejret, vilde han vel, efter Tingenes almindelige Gang, have staaet i Historiens Aarbøger som den, der havde Retten paa sin Side. Men han var uheldig, og stempledes derfor som en Bedrager. Imidlertid spores der umiskjendeligt hos Sagaskriveren en vis Sympathi for ham, der vel maaskee kun er opstaaet af Beundring over hans Standhaftighed og Dødsforagt, men dog ogsaa kan have en dybere Grund. Den danske Historieskriver Saxo siger ligefrem: „lykkelige vilde i Sandhed Religionens Tjenere være, om de gik Døden imøde med det Sind, hvormed denne Krigsmand saa den under Øjnene. Det kan gjerne være, at han var rænkefuld, at han forstyrrede sit Fædrelands Fred, og paaførte sine Medborgere Krig, men hans Kjekhed burde dog, selv af hans Fiender, være bleven lønnet med Tilgivelse. Men de hevngjerrige Mænd tænkte mere paa at gjengjelde dem selv tilføjede Fornærmelser, end at hædre Tapperhedsprøver hos andre“[2].
Ej engang Sigurds døde Legeme fik være i Fred. Man hug Hove-
- ↑ Den nys nævnte Hall Thorgeirssøn. Ogsaa Ivar Ingemundssøn bevidner i sit Vers, der som sædvanligt citeres i Morkinskinna, at Sigurd sang smutter under Piinslerne. Det samme fortæller Saxo.
- ↑ Saxo, S. 789.
fulgt, siger nemlig: síðan klufu þeir svörð ok flógo hann ur klæðum sínum, ok hýddu hann med svarðsvipum o. s. v. D. e. siden kløvede de Svord (Skind med Haar paa), ɔ: skare de Læder i Remme, flengede Klæderne af ham, og hyede (hudstrøge) ham med Svordsvøber (d. e. Svøber indrettede af hine Remme) o. s. v. De vidtløftigere Sagaer forstaa derimod „klufu þeir svörð“ som om det skulde betyde „de kløvede eller flængede hans Hovedhud op“, og tilføje endog „í höfði“ d. e. „i Hovedet“; deraf faa de ud, hvad de og tilføje, at man først vilde slaa ham levende, men maatte opgive det, da han strax begyndte at bløde for sterkt.
