have været meget yngre, siden han kaldes Kong Sigurds Fostbroder. Til at bevirke en saadan Skilsmisse mellem Kongerne, som den her omhandlede, og dertil endog et spendt Forhold, maatte en Begivenhed, som Ottar Birtings Drab, allerede være mere end tilstrækkelig. Allerede i sit 15de Aar, (1147) finde vi saaledes Kong Sigurd dragende om paa Veitsler i Viken med sin egen Hird. Ved denne Lejlighed gav han et altfor tydeligt Beviis paa en Lidenskabelighed, der var langt over hans Alder, men som rimeligviis var næret ved daarlige Omgivelser og for en Deel havde sin Grund i hans usædvanligt tidlige legemlige Udvikling. Ved at komme gjennem en Gaard, hvor en anseet Mand ved Navn Simon Thorbergssøn boede, hørte han inde i et af Husene en Kvinde synge saa fagert, at han fik en uimodstaaelig Lyst til at lære Sangersken nærmere at kjende. Han red nærmere, tittede ind i Huset, og saa en Pige sidde ved en Kvern og male, ledsagende Arbejdet med den dejligste Sang. Strax lod han sine Mænd gjøre Holdt, bød dem at vente sig saa længe, og gik ind til Pigen, der kun var en ringe Tjenestepige paa Gaarden, og derfor neppe engang vovede at negte den unge kongelige Elsker nogen Gunst, om hans Besøg end, hvad der er lidet troligt, ej var hende kjærkomment. Han begav sig siden ud igjen til sine Mænd, og red videre; men Simon og hans Hustru Gunnhild toge sig med Omhyggelighed af Thora — saaledes hed Pigen, — som nogen Tid efter fødte en Dreng til Verden, der blev kaldet Haakon, og ansaaes for at i være Kong Sigurds Søn; en Tro, som det heller ikke lader til, at enten han selv eller hans Mænd have modsagt. Haakon opfostredes dog fremdeles paa Simons Gaard tilsammen med hans Sønner, Agmund og Andreas[1]. Af Lændermands-Ætterne i Norge var for øvrigt fremdeles neppe nogen mere anseet end Arnmødlinge-Ætten, skjønt dens Medlemmer i den lige nedstigende Mandslinje, paa denne Tid kun vare faa, og, som det lader, blandede sig kun lidet eller slet ikke i Dagens politiske Spørgsmaal. Giske-Grenen repræsenteredes af Skofte Agnmundssøns eneste overlevende Søn, Paal Skoftessøn, om hvem man kun veed, at han havde en ypperlig Hustru ved Navn Ragnhild, der ved et Besøg i Bergen, som udtrykkeligt omtales, og sandsynligviis stedse, naar hun var paa længere Rejser, sejlede med megen Stads paa sit eget Langskib. Da hun efter hiint Besøg forlod Bergen, stod Kong Eystein, der just opholdt sig i Byen,
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 18. At dette skede 1147, uagtet Sigurd da neppe endnu havde fyldt sit 15de Aar, sees deraf at Sønnen, Haakon Herdebred, ved sin Ophøjelse paa Tronen i 1157 siges at have været 10 Aar gammel. Men et Spørgsmaal bliver det vel altid, om han virkelig var Kong Sigurds Søn.
