at hverken Kong Sigurds Personlighed eller hans Omgivelser vare skikkede til at gjøre ham yndet af Folket.
Den tredje Broder, Eystein, var sorthaaret, mørk af Ansigtfarve, for, noget over Middelhøjde, klog og forstandig, men overhaands pengekjær og gjerrig, hvorved han skaffede sig mange Uvenner. Der tales ikke det mindste om at han havde saadanne Vanskeligheder med Sproget, som hans Fader Harald Gille, uagtet ogsaa han først kom som voxen vestenfra; ja vi erfare endog, at han som nys berettet, lod Skalden Einar Skulessøn, som han gjorde meget af, ja endog udnævnte til sin Stallare, kvæde Viser for sig, og forstod dem[1]. Man maa derfor næsten formode, at han har lært Sproget paa Syderøerne, eller har været opdragen i en norsk Familie. Han egtede Ragna, Datter af en Nikolas Maase, om hvem for øvrigt intet vides, men som rimeligviis var en anseet Lendermand.
Medens alle de nys skildrede Begivenheder foregik i Norge, og op toge Formynder-Regjeringens Medlemmer saaledes, at de en Tidlang ikke kunde skjenke Skatlandene nogen synderlig Opmerksomhed, havde en vigtig og følgerig Forandring fundet Sted paa Orknøerne. Ragnvald Jarl havde nemlig, to Aar efter at Paal Jarl var bleven bortført, maattet tage den femaarige Harald Maddadhssøn, Harald Jarls Dattersøn, til Medregent. De nærmere Omstændigheder derved fortælles saaledes. Den anden Vinter efter at Ragnvald havde erhvervet Herredømmet paa Øerne, var han til Julegjestebud paa sin Gaard Knarrarstad, inderst ved Skalpeid, ikke langt søndenfor Kirkevaag. Sjette Dag Juul (30te Decbr.) saa man et Skib komme søndenfra Pettlandsfjorden. Vejret var godt, og Jarlen stod med flere Mænd ude, for at betragte Skibet efter som det nærmede sig. Det lagde til Kysten og man talte ikke færre end 15 eller 16 Mænd, som stege i Land. I Spidsen for dem gik en Mand i en graa Kappe, med Haaret opstrøget under Huen, raget Hage, men langt Skjeg paa Siderne. Jarlens Mænd fandt denne Dragt noget underlig, men en af dem, Hirdpresten Rolf, sagde at han kjendte Manden, og at det
- ↑ Se ovenfor S. 806, jvfr. Morkinskinna fol. 36. a.
have hørt hjemme i Viken, medens den anden Beretning siger at de vare mægtige Mænd paa Oplandene, ja nævner endog Randsfjorden og Steder, beliggende ved den. Af denne Grund maa den foretrækkes, ligesom der heller ikke synes at være noget at indvende mod Troværdigheden af dens egentlig historiske Deel.
