Harald, men ogsaa dennes Forældre skulde indfinde sig. Da Ottar Jarl i Thorsaa, Margretes Morbroder og Erlend Haraldssøns Fosterfader, ved denne Lejlighed aldeles ikke nævnes, og det derhos ikke synes rimeligt, at et Møde, som det her omhandlede, der stred saaledes mod hans Plejesøns og tildeels hans egne Interesser, vilde have været afholdt i hans umiddelbare Nærhed, kan man allerede heraf skjønne, at han paa den Tid ej længer var i Live. Forliget kom istand paa de opstillede Vilkaar, og bekræftedes med Ed paa begge Sider. Den femaarige Harald Maddadhssøn blev overgiven til Ragnvalds Varetægt, fulgte med ham til Orknøerne, og fik Jarlsnavn. Da denne Titel ikke tildeeltes ham af Norges Konger, og Ragnvald selv ej var berettiget til at give ham den, maa man nødvendigviis antage, at han fik den af den skotske Konge for Katanes, og saaledes ved denne Lejlighed forlenedes med dette Landskab, en Omstændighed, der maaskee bedre end nogen anden tjener til at forklare Ragnvalds Villighed til at anerkjende ham som Medregent. Thi naar Ragnvald skulde herske paa hans Vegne, vilde han derved ogsaa middelbart blive Herre over Katanes, som hidtil ikke adlød ham. I det mindste finde vi saavel Ragnvald, som Harald, efter denne Tid optrædende som Herre til Katanes, og herved kan man ogsaa bedst forklare, hvorledes Kong David omtrent samtidigt eller i de nærmeste Aar derefter kunde sende et Brev til Ragnvald Jarl og Jarlen af Katanes (Navnet angives ikke) i Fællesskab, hvori han beder dem om at tage Munkene i Dornoch paa Katanes under deres Beskyttelse[1]. Det er saaledes aldeles vist, at Ottar Jarl var afgaaen ved Døden i Tiden mellem Paal Jarls Tilfangetagelse og Forliget paa Katanes, altsaa i 1137 eller 1138. Med Harald fulgte som hans egentlige Fosterfader og Opdrager Thorbjørn Klerk, Dattersøn af Frakark. Thorbjørn var en klog, kjek og driftig, men dertil slem og voldsom Mand. Han egtede Ingerid, en Syster af Svein Asleivssøn, og de vare en Tidlang ypperlige Venner. Harald Jarl voxede saaledes op og naaede Ynglings-Alderen under Ragnvald Jarls Formynderskab, medens denne herskede saavel over Øerne, som i hans Navn over Katanes. Der tales ikke udtrykkeligt om, hvilken Behandling Harald ned hos Ragnvald Jarl, men alt tyder hen paa, at denne viste ham den oprigtigste Velvilje og Tillid, hvilket ogsaa var at vænte af en Mand af saa
- ↑ Registrum de Dunfermline, 23. Tiden angives ej nøjagtigt, men maa, som det synes, nærmest henføres til de Uroligheder, som Svein Asleivssøn vakte, se nedenfor. Dornoch, der siden blev Sædet for Biskopperne i Katanes, ligger netop paa den saakaldte Ekkjalsbakke, ved Udløbet af Floden Ochiell eller Ekkjal; altsaa paa et Sted, som især var udsat ved de hyppige Fejder, som fandt Sted i hine Egne. Sandsynligviis er det endog Byen eller Havnen Dornoch, som vore Forfædre betegne med „Ekkjalsbakke“.
