endog sin Tilflugt til ham i hans Kastell paa Lundø. Svein tabte imidlertid Lysten til at bo paa Man, hvor hans Liv var saa usikkert, solgte den følgende Vinter alle sine, eller rettere sin Hustrues, Ejendomme, og begav sig først til Ljodhuus (Lewis), derfra tilbage til Orknøerne, og hjem til sin Gaard paa Gaareksø. Dog indfandt han sig ikke hos —Ragnvald Jarl og hilsede paa ham, som hiin tidligere havde plejet, naar han kom hjem fra Krigstog. Han var nemlig misfornøjet med, at den unge Harald Jarls Fosterfader, Thorbjørn Klerk, under hans Fraværelse, og, som det lod til, med Jarlens Samtykke, havde ladet to af de Mænd dræbe, der havde været Svein behjelpelige med at indebrænde hans Mormoder Frakark. Denne rimelige Grund til Sveins Misnøje angav ogsaa Thorbjørn for Jarlen, da denne undrede sig over hvad der fejlede Svein, siden han ikke lod sig see, og saa stor var Sveins Magt og Anseelse, at Jarlen selv begav sig til ham i Gaareksø, for at stifte Forlig mellem ham og Thorbjørn, da han, som han sagde, ikke for nogen Priis vilde at de skulde være uenige[1]. Forliget bragtes ogsaa denne Gang let istand, da de selv kom Jarlens Bestræbelser imøde.
Efter nogen Tids Forløb[2] fik Svein høre at Holdbode var vendt tilbage.til Syderøerne, og besluttede strax at opsøge og angribe ham, for at fuldføre sin Hevn. Jarlen hjalp ham med fem Skibe, af hvilke Thorbjørn Klerk, der ogsaa var med, styrede det ene. Holdbode flygtede, men de herjede, brændte og plyndrede hans Besiddelser saa eftertrykkeligt, at han aldrig tidere kom tilbage. Svein vilde nu have tilbragt Vintren i Syderøerne, men Thorbjørn fik drevet igjennem, at man drog hjem. Da man skred til at dele Byttet paa Sveins Gaard i Duncansby, fordrede denne, som den egentlige Høvding paa Toget, en større Part end de øvrige; Thorbjørn derimod paastod at han lige saa meget havde været Høvding, og fordrede lige Deling. Men Svein havde Overmagten, og Thorbjørn maatte føje sig efter hans Vilje. Han begav sig til Ragnvald Jarl og beklagede sig over Svein. Jarlen gav ham Medhold, men forbød ham dog at oppe nogen Kiv med Svein herom, da det kun vilde lede til større Uroligheder; derimod tilbød han ham, af sit eget Gods at lægge
- ↑ Orknøyinga Saga 232—242. Disse Begivenheder, der medtoge henved 3 Aar, synes, naar man tager Hensyn til hvad der i det følgende fortælles efter den Manske Krønike, at maatte henføres til 1142—1144.
- ↑ Der staar i Orknøyinga Saga, at Forliget mellem Svein og Thorbjørn overholdtes længe siden efter. Da nu den nye Uenighed mellem ham og Thorbjørn indtraf strax efter det Tog, som her skal omtales, og da det tillige af Orknøyinga Saga synes som om Ragnvalds Rejse til Norge skede umiddelbart efter at Svein var blevet forligt med ham, maa det vel henføres til Tiden omkring 1149.
